23948sdkhjf

Rådhus vinder diamant-hæder

Det Henning Larsen-tegnede Middelfart Rådhus er nu landets første diamant-certificerede byggeri

Middelfart Kommune har for alvor markeret sig i kampen for bæredygtigt byggeri af høj arkitektonisk kvalitet. Kommunens nye rådhus certificeres som det første byggeri i Danmark med den højeste bæredygtighedscertificering, den såkaldte DGNB Platin + Diamant.

Middelfart Rådhus er designet af Henning Larsen og opført som totalentreprise af 5E Byg. Det åbnede i august sidste år, og nu har en fagjury - nedsat af Green Building Council, Akademisk Arkitektforening og Danske Ark - tildelt bygningen diamant-certificeringen, som er en udmærkelse af certificeret byggeri, som fokuserer udelukkende på bygningens arkitektoniske kvaliteter.

- Middelfart Rådhus er et forbilledligt eksempel på, at det kan lykkes at forene en dokumenteret bæredygtighed til topkarakter med god bevaringsværdig arkitektur, som giver noget tilbage til sine omgivelser, siger Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark.

Omfattende screening af kemi i materialer
Hos Henning Larsen er seniorarkitekt og DGNB Auditor, Martha Lewis, også stolt af at Danmarks første Diamant-certificering kan tjene som eksempel for mange byggerier og samarbejder fremover:

- Konceptet anerkender, at bæredygtigt byggeri og god arkitektur kan gå hånd i hånd, og at vi skaber mere værdi, når det sker. At rådhuset er opført som totalentreprise, med 5E Byg i spidsen, er opsigtsvækkende. De har bidraget til flere kriterier og blandt andet stået for en omfattende screening af kemi i byggematerialer, siger Martha Lewis til Arkbyg.

Henning Larsen og Danmarks største rådgivervirksomhed Rambøll har delt auditor-rollen i certificeringsprocessen, og det er i sig selv en nyhed i branchen.

Samarbejdet har gjort afstanden mellem de involverede parter kortere. Om det siger Gitte Gylling Olesen, chefspecialist og DGNB-auditor i Rambøll:

- Allerede i de tidlige designfaser er der samarbejdet om livscyklusstudier, som ligger til grund for materialevalget. Dermed er der fra begyndelsen taget højde for miljø- og sundhedsmæssige som tekniske kvaliteter. Det har været udslagsgivende for, at vi i dag står med en bygning, der ligger i top tre over landets mest bæredygtige.

Styrker de kulturelle værdier
Rådhuset er af tre fagfæller blevet vurderet ud fra funktionalitet, holdbarhed og skønhed i forhold til blandt andet sted og detaljering:

"Projektet styrker stedets kulturelle værdier (..) både i kraft af byggeriets arkitektur, men særligt i kraft af dets funktion som nyt vartegn", lyder det blandt andet i rapporten fra Green Building Council Denmark, der lancerede DGNB Diamant-konceptet i Danmark sidste år.

I Middelfart er borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (A) også stolt over diamant-hæderen:

- Med rådhuset har vi bevist, at offentlige bygninger kan være både bæredygtige og smukke. Vi har bygget en åben arbejdsplads med højeste krav til bæredygtighed og arbejdsmiljø, og samtidigt skabt et samlingssted og kulturhus, når medarbejderne går hjem. På alle måder et rådhusbyggeri med mening, siger han. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.26