23948sdkhjf

Solceller kan bruges på alle facader

Solceller har aldrig helt fået den samme position i Danmark som vindenergi. Men billedet kan være ved at ændre sig; ikke mindst fordi ny teknologi i solcellerne gør, at de nu også kan bruges på facaderne.

Betegnelsen er BIPV – BygningsIndpassede Solceller – oplyser civilingeniør og chefrådgiver Peder Vejsig Pedersen. Han har tidligere arbejdet i mange år for Cenergia, der nu er en del af Kuben Management, der arbejder som bygherrerådgivere.

-Tidligere har solceller kun kunnet placeres på tage, vendt direkte op mod solen. Ingen har for alvor ønsket at bruge dem på de øvrige facader på bygningerne; primært af æstetiske hensyn. Men ny teknik, baseret på schweiziske patenter, har gjort det muligt at beklæde facader med kromatiseret glas i en udvalgt farve, som tillader størstedelen af lyset at komme igennem til bagvedliggende normale solceller. Det betyder, at alle husets facader kan bruges til at producere el, forklarer han.

I Københavns Nordhavn står et fremragende eksempel på den nye teknik: Copenhagen International School (CIS), tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller hvor Cenergia og Kuben Management er i gang med at udføre en såkaldt AktivHus-mærkning vedrørende energi, komfort og bæredygtighed.
-Her har vi en determineret bygherre, kombineret med en dygtig arkitekt, som har opført en helt ny og fremtidssikret skole. Den arkitektoniske kvalitet er høj, alle facader er smukke og kan samtidig producere el, og der er tale om et kvantespring for anvendelsen af BIPV, ikke bare i Danmark. CIS er det største anlæg af sin art i Europa, siger Peder Vejsig Pedersen, der tilføjer, at løsningen nok har været lidt dyrere – men ikke så meget, som mange umiddelbart ville tro. Nu skal denne facadeteknologi demonstreres i et nyt EUDP-støttet projekt sammen med leverandørfirmaet SolarLab fra Aarhus samt AAU og DTU.

Chefrådgiveren fornemmer en langsomt stigende interesse for solceller, også i forhold til begrebet Active House. Hidtil har begrebet ”passivhus” været meget fremme om huse, der bruger meget lidt energi – men flere vender sig nu mod ”aktivhuset”, som selv producerer den energi, det behøver.
-Det er lykkedes at skabe en international mærkningsordning, som selvfølgelig ser på energien, men i høj grad også ser på komfort og bæredygtighed. Det er en god måde til at kommunikere mulighederne og samtidig til at komme i dialog med f.eks. kommunerne om en samlet bæredygtig strategi i lokalområdet, siger Peder Vejsig Pedersen.

Se meget mere omkring tendenser i byggebranchen og deltag i debatten på vores LinkedIn Gruppe: Byggemomentum

https://www.linkedin.com/groups/4835431/

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11