MT Højgaard nedjusterer: Ramt af MGO-dom
En voldgiftsret, nedsat af Voldgiftsnævnet, Byggeri og Anlæg, pålagde fredag MT Højgaard-selskabet Enemærke & Petersen A/S at betale 2,8 mio. kroner eksklusiv moms og sagsomkostninger for anvendelse af MgO-vindplader på en rækkehusbebyggelse, som blev opført fra 2013 til 2014.
På den baggrund har MT Højgaard valgt at hensætte over 300 mio. kroner til dækning af koncernens eventuelle forpligtelser i andre boligbyggerier og renoveringer, hvor der er anvendt MgO-plader.
- Vi må konstatere, at den overraskende voldgiftskendelse efter vores opfattelse ændrer den tidligere praksis markant, når det kommer til ansvarsfordelingen mellem entreprenør og rådgiver ved valg af byggematerialer. Derfor tager vi nu konsekvensen og hensætter til eventuelle forpligtelser i øvrige projekter med MgO-vindplader, forklarer bestyrelsesformand Søren Bjerre-Nielsen, der understreger, at hensættelsen er baseret på en skønsmæssig vurdering.
- Det er således stadig sådan, at vi vil se på hver sag enkeltvis, fordi præmisserne er forskellige fra sag til sag, siger han.
For MT Højgaard er kendelsen overraskende, fordi den placerer ansvaret hos entreprenøren frem for rådgiveren i en sag, hvor rådgiveren har godkendt entreprenørens forslag og dermed anvendelsen, men hvor entreprenøren ikke har givet rådgiveren eller bygherren specifikke oplysninger om, at MgO-plader var et nyt og uprøvet produkt.
Hensættelsen medfører, at MT Højgaard igen nedjusterer forventningerne til resultatet af den primære drift (EBIT) i 2018. Det er blot en måned siden, at koncernen nedjusterede fra 140-180 mio. kr. til 0-50 mio. kroner. Efter fredagens kendelse i voldgiftsretten forventer man nu et underskud på omkring 400 mio. kroner.
Knud Højgaards Fond har i den forbindelse givet tilsagn om tilførsel af op til 400 mio. kroner i ansvarlig lånekapital oveni i de 250 mio. kroner, som fonden tidligere har givet tilsagn om.