23948sdkhjf

Grønt lys for etape 3 af Skagen Havn

Udvidelsen til over en halv milliard sendes i udbud i begyndelsen af oktober

Første spadestik til etape 3-udvidelsen af Skagen havn er rykket nærmere, efter Frederikshavn Byråd enstemmigt har vedtaget forslag til lokalplan, kommuneplantillæg samt VVM-redegørelse for udvidelsesplanerne.

- En stor byggesten i forhold til at realisere etape 3 udvidelsen er nu faldet på plads med byrådets godkendelse. Nu afventer vi blot den endelige anlægstilladelse fra Trafik- Bygge og Boligstyrelsen, som vi forventer er en formalitet efter byrådets godkendelse, siger Willy B. Hansen, adm. direktør Skagen Havn.

Udvidelsen af Skagen Havn

190.000 kvm nyt landareal – heraf 155.000 kvm til udlejning

950 meter ny kaj

Vanddybde 10-13 meter ved kaj

Større vanddybde i indsejlingen (vanddybde øges fra 12 til 16 meter)

Større vanddybde ved krydstogtskajen (vanddybden øges fra 11 til 12,5 meter)

Væsentligt forbedret besejlingsforhold til Østhavnen (bredere indsejling)

FF Skagen A/S har sikret sig 60.000 kvm til etablering af bl.a. lagerhaller og containerterminal

Pelagia AS har sikret sig 38.000 kvm til at etablere en fiskeindustri med forarbejdning af pelagiske fiskearter

Øger vækstmuligheder
Den nye havneudvidelse vil resultere i blandt andet 190.000 kvm nyt landareal - heraf 155.000 kvm til udlejning - og 950 meter ny kaj. Det primære formål er at skabe endnu bedre rammer for havnens kunder med fokus på fiskeriet, fiskeindustrien og dens følgeerhverv. FF Skagen A/S og Pelagia Norway har allerede sikret sig henholdsvis 60.000 kvm og 38.000 kvm af det nye areal.

Udvidelsen sendes i udbud
- Etape 3-udvidelsen åbner for, at eksisterende muligheder for vækst og for at få nye kunder ind, kan realiseres. Med sin strategisk vigtige placering har Skagen Havn et stort potentiale for at udvide forretningen og fortsætte den organiske vækst. Vi er ambitiøse, og Skagen Havns vækstkurve viser, at vi har noget at have ambitionerne i, siger borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S).

I begyndelsen af oktober måned bliver havneudvidelsen sendt i udbud og er projekteret til at stå færdig i løbet af 2020.

- Vi sender hele projektet i udbud som en totalentreprise i et internationalt EU-udbud. Prækvalifikationen sker sideløbende med, at der udarbejdes tilbud. Vi forventer at have tilbud hjemme i løbet af december måned, og at vi kan tage det første spadestik til udvidelsen i 1. kvartal af 2019, siger Willy B. Hansen.

Skagen Havns investeringer betales alene af havnen og den kommercielle aktivitet, som erhvervskunder bidrager med. Frederikshavn Kommune stiller dog kommunale lånegarantier for de lån, som havnen optager.

Skagen Havn har fået en lånegaranti fra Frederikshavn Kommune på op til 570 mio. kroner til havneudvidelsen. Den eksakte pris på udvidelsen fastsættes, når udbudsrunden er afsluttet og evalueret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113