DAGENS LEDER: Byggeriet følger godt med it-sporet
Medarbejderne i mere end hver fjerde bygge- og anlægsvirksomhed har adgang til det mobile internet. For alle brancher er det 19 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det er måske ikke så mærkeligt, i og med at en stor del af byggeriets ansatte er på farten i det daglige, som Dansk Byggeri også har påpeget.
Men det siger alligevel noget om den udvikling, bygge- og anlægsbranchen har gennemgået inden for de sidste 10 år. Dengang var der vel ingen, som havde forudset, hvor stor en del af byggeriets værktøjer eksempelvis en ipad er i dag. Eller hvordan mobiltelefonen i dag kan bruges til digital kvalitetskontrol i form af fotodokumentation på den enkelte byggesag.
Flere analyser har da også fastslået, at it-paratheden i bygge- og anlægsvirksomhederne er stor. Og der hersker vel efterhånden ingen tvivl om, at en korrekt anvendelse af it-værktøjer højner konkurrenceevnen og produktiviteten i bygge- og anlægsvirksomhederne.
Selvfølgelig kan de rette it-værktøjer koste mange penge. Men de kan i sidste ende være med til at højne hverdagen i virksomheden og være en afgørende forskel på nye ordrer.
Derfor er det ikke sted, hvor hverken den lille eller mellemstore bygge- og anlægsvirksomhed bør spare.
Det handler derimod om at sikre virksomheden for fremtiden. For it-programmerne kan i sidste ende betyde øget kvalitetssikring og sikre bedre opgavebeskrivelser.