11

Billeder

Arkitekt Kim Utzon i klitterne i Hornbæk, foran det sted,hvor det nye museum bliver bygget. Foto: Nikolai Linares

Af Peter Kargaard 31. august 2018 00:05

I et solbagt Hornbæk møder vi Kim Utzon, sommerafslappet og spændt som en fjeder på én og samme tid.

For nok har feriestemningen delvist ramt den kendte arkitekt - søn af en endnu mere kendt arkitekt - men han lægger heller ikke skjul på, at han her i det nordsjællandske klitlandskab står midt i planlægningen af noget, der kan blive hans livs opgave: Et museum på hjemegnen. Hvor han tilbragte sin barndom. Og et sted til sin søsters kunst. Blandt alt det andet verdenskunst, som efter planen skal ind og ud af det nybyggede kulturhus, hvor der i dag ligger en minigolfbane og en jordnær restaurant.

Han er ikke helt lun ved tanken om tilfældigt at støde ind i den nuværende restauratør på Café Hornbæk Strand, der lidt endnu serverer jævn dansk mad til feriegæsterne og langer softice over disken.

Kim Utzon bevæger sig hastigt forbi det hus, hvis dage er talte.

- Den nuværende bygning, minigolfbanen og hele grunden bliver ryddet, og så bygger vi helt op til hjørnet af kystvejen, men træerne bliver stående - de er gamle, og er en gevinst for stedet, siger han om byggeplanerne, der har været længe undervejs

Pålæg om et museum
Drømmen om et kunstmuseum på den mere end 5.000 kvm store grund på hjørnet af Kystvej og A.R. Friis Vej, går tilbage til 1995, da Fonden Hornbæk Kunstmuseum arvede den fra Fru Gudrun Thomsen med pålæg om at bygge et museum.

- Nu er det så lykkedes at få skrabet penge sammen til et projekt og frem for alt er det lykkedes, fordi min søster Lin, som er kunstner, donerer noget af sin samling til museet. Hun følte, at hendes kunst vil komme hjem til det landskab, der altid har inspireret hende. Jeg har selv boet i Gøteborg nogle år og når man kommer tilbage hertil, er det som om tingene falder på plads. Skoven og kysten er dybt indgroet hos mig og har også været inspiration for både min far og min søster, til meget af det, de har lavet. Hornbæk ligger i vores dna, fortæller Kim Utzon.

Superspændende og dybt stressende
Det står ret hurtigt klart, at bare fordi man er en af Danmarks mere kendte arkitekter, betyder det ikke, at der ikke er nerver på.

- Da jeg blev spurgt, om jeg ville være arkitekt på museumsprojektet, var det superspændende, samtidigt med, at det er dybt stressende - både på grund af tilhørsforholdet og fordi jeg skulle lave noget til min søsters kunst. Det skal jo helst lykkes, siger han med et lidt bekymret smil. Og tilføjer at han jo også bor lige i nærheden.

- Det sætter lidt ekstra pres på, fordi jeg selv vil køre forbi temmelig ofte. Men frem for alt er det en fantastisk chance. Det ville jo være en drømmeopgave for næsten en hvilken som helst arkitekt, erkender han. 

Kan det blive dit livs opgave?
- Ja, hvis vi er rigtig heldige, kan det blive en af de rigtig gode ting. Jeg har lavet andet, der også kan komme under den hat. Kulturhuset i Helsingborg, der ligger fantastisk ud mod havnefronten, er et af de projekter, jeg er mest stolt af. Og først og fremmest er jeg glad for det, fordi det var en åben konkurrence med omkring 140 deltagere. Og så er det jo meget fedt at være den, der efterlader alle de andre i støvet bagefter. Det er tilfredsstillende, især fordi det var en anonym konkurrence. Og hvor min tegnestue vandt mod flere af de store svenskere og danskere. Modsat dette Hornbæk-projekt, som alle kan have en mening om.

Navnet forpligter
Ordene minder om noget, Kim Utzon for nogle år siden sagde i et interview med Information:

".. så er det ideen, projektet, der bærer og ikke navnet. Jeg har formået, at jeg hedder Kim Utzon nu, men Utzon er der stadig. Fordelen er, at når jeg banker på døren, så kommer jeg nok hurtigere gennem den første dør. Til gengæld er kravene, der bliver stillet til mig, enorme".

Under den smilende, afslappede og imødekommende fremtoning på stranden i Hornbæk mærker man tydeligt en dybfølt trang til at skabe noget for sig selv. Museet på stranden bliver dermed også endnu et skridt ud af faderens skygge; en rejse, som har taget mange år.

Et nyt syn på arkitektur
Flere gange under samtalen kommer arkitekten ind på den stærke indflydelse fra broderlandet på den anden side af sundet.

- Jeg har arbejdet meget i Sverige, blandt andet i Helsingborg. Og det handler om arven efter min far. For hvad gør man, når tyskerne invaderer Danmark den dag, man bliver færdig som arkitekt, og han vidste, at der ikke skulle laves noget i Danmark i lang tid fremover? Han tog sammen med en stor del af sine studiekammerater til Stockholm og arbejdede deroppe under krigen, og var i øvrigt også i Den Danske Brigade. Så Sverige har haft en fantastisk indflydelse på hans måde at se arkitektur på. Han mødte både nordmænd og svenskere, og dette anderledes anslag betød et ret dramatisk skift fra den meget danske skole, fortæller Kim Utzon.

- Og da jeg blev født (1957, red.) vandt min far Sydney-operaen, og købte samtidigt et sommerhus i den svenske skærgård. Så jeg har fået det svenske sprog ind med isen, fra iskiosken.

Men her sluttede det svenske eventyr ikke.

- Da jeg begyndte som nyuddannet arkitekt, var der faktisk ikke en skid at lave i Danmark, så da de ringede fra en tegnestue i Helsingborg var der ikke så meget at betænke sig på, tilføjer han.

For Utzon-familien går det svenske islæt igen i stort og småt.

- Sydney-operaens fliser er fra Högenæs og alle julegaver blev jo også købt i Sverige da jeg var barn, for de havde bedre sportsudstyr og bedre legetøj. Jeg kunne for eksempel navnet på alle de svenske ishockeyspillere på landsholdet, da jeg var dreng, siger Kim Utzon, mens han kigger på det kommende byggeareal, der i virkeligheden også er en drengedrøm.

Adressen til det kommende museum er nummer A1 i Hornbæk, på 5.500 kvm, og allerede her har projektet et forspring.

- Andre har jo også fået idéer til museer og kulturbyggerier, men uden at råde over en grund. Det gør Fonden, siger Kim Utzon, til Arkbyg, mens han skridter den velvoksne plæne af.

- Derfor mener jeg, vi står stærkere end flere andre med hensyn til at skulle søge midler til det videre forløb.

Hvor sikkert er det, at museet bliver til noget?
- Intet er helt sikkert endnu. Der skal søges i størrelsesordenen 80 mio. kr. - på en god dag. Det er et stort projekt, og der skal være rum til skiftende udstillinger, af anerkendte internationale kunstnere. For at kunne tage imod deres værker, skal du kunne forsikres. Og det betyder, at både klima- og sikkerhedskrav skal være i top. Louisiana brugte for eksempel 175 mio. kr. - uden at du kan se det, påpeger han.

Dertil kommer, at man i dag ikke kan lave et statisk museum, mener han.

- Der skal ske noget nyt og der skal være rotation. Vi skal ikke kopiere Louisiana, men det er en model, der fungerer.

Kim Utzon medgiver da også, at han arkitektonisk og skalamæssigt har ladet sig inspirere af den ældste del af det berømte kunstmuseum i Humlebæk.

- Også Skitsernes Museum i Lund har været inspirationskilde. Vanvittig spændende sted, fordi det ikke er færdige kunstværker, men skitser, der er udstillet. Dermed kan man lade sig opsluge af den skabende proces. Det er sindssygt interessant at få et indblik i de mange forskellige valg, der er blevet truffet undervejs. 

Hvor meget har du slået dig fast på museumdesignet?
- Huset står der ikke endnu. Det er jo det fede. Vi er selvfølgelig langt i overvejelserne, men det interessante er, at helt frem til det står færdigt, er der heldigvis stadig mange valgmuligheder. Risikoen er, at man kan stirre sig blind på sin egen verden. Og at tvivlen, som er en kraftig motivator, kan blive for stor. Derfor er det dejligt at få gode tilbagemeldinger på det, vi har skitseret nu.

Er der et særkende ved det nye museum?
- Det skal være et hus med mange muligheder, og ikke mindst indrettet, så man hurtigt kan komme op på første sal og kigge ud over vandet. Det er vandet, der drager både store og små. Det underlige ved Hornbæk er jo, at man først kan se vandet, når man rent faktisk går op i klitterne og kigger. Nu har jeg mulighed for at lave et rum i museet, hvorfra man kan se vandet. Og så skal huset kunne virke hele året, ikke kun i sommersæsonen; her skal jeg finde balancen mellem det elitære kunstmuseum og så folks almindelige liv. Som barn kom jeg for eksempel meget på Louisiana onsdag aften, fordi det var den dag, restauranten havde åbent. Og det var der rigtig mange, der gjorde, men når man tager den med en museumsdirektør, der er uddannet kunsthistoriker og gerne vil have, at man tager en udstilling fra A til Z, så kan han ikke helt forlige sig med tanke. Men man kan godt tage på museum for at spise lidt mad - og så se på kunst på vejen ud, hvis man gider.

At tegne for mennesker
I det kommende arbejde kommer Kim Utzons erfaringer fra blandt andet Fermaten i Vejle og Dunkers Kulturhus i spil.

- Kunsten er at finde en vej, hvor man gør det tilgængeligt for alle, uden at stedet mister atmosfære, siger han.

En udmelding, der også falder godt i tråd med noget, han har skrevet på sin hjemmeside, og som indrammer ambitionen om at tegne for mennesker:

"Vi søger at skabe bygninger, der ikke er af en bestemt tid men tilhører alle tider, bygninger der vil kunne bruges som rammer for menneskers liv nu men også om hundrede år.

Netop i denne tid, hvor udviklingen på mange områder sker så hurtigt, er det særligt vigtigt at vore bygninger tager hånd om vores liv på en måde, der tilgodeser vores almengyldige behov."
///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.