23948sdkhjf

Ørsteds havvindforretning står stærkt

En tilfreds adm. direktør Henrik Poulsen har aflagt regnskab for andet kvartal

Ser man på driftresultatet for første halvår af 2018 så er det langt bedre end for samme periode i 2017. Her oplever Ørsted en fremgang på 11 pct.

Ser man alene på driftresultatet for andet kvartal af 2018 er det en lidt anden sag. Her går Ørsted tilbage med 31 pct. sammenlignet med andet kvartal i 2017.

Ikke desto mindre ser Henrik Poulsen, adm. direktør i Ørsted, med positive øjne på delårsrapporten for første halvår af 2018.

- Vi er meget tilfredse med første halvdel af 2018. De solide resultater fra vores havvindforretning fortsatte i andet kvartal med øget indtjening fra vores producerende aktiver og fortsat stærk fremgang i de af vores projekter, der er under opførelse, siger Henrik Poulsen.

Stærk vindforretning lægger til
Det var altså havvindforretningen, der endnu en gang viste sit værd. Her oplevede Ørsted en stigning på 32 pct. i driftsresultatet fra producerende vindmølleparker. Der har også været stor aktivitet på den front i årets første seks måneder.

- Vi idriftsatte verdens største producerende havvindmøllepark Walney Extension i maj, noget tidligere end beregnet, og på Borkum Riffgrund 2 installerede vi de første vindmøller, fortæller Henrik Poulsen og fortsætter:

- Vi fik tildelt havvindprojekter på i alt 2,4 GW efter konkurrenceprægede udbud i Tyskland og Taiwan. I april og juni fik vi tildelt i alt 1.820 MW havvindkapacitet i Taiwan, hvilket sikrer os en markedsførende platform for fortsat vækst i Asien. På auktionen i Tyskland i april fik vi tildelt yderligere 552 MW havvindkapacitet.

Sammen med tildelingerne fra auktionen sidste år har Ørsted dermed sikret en samlet kapacitet på 900 MW for Borkum Riffgrund-området uden støtte. Derudover har Ørsted sikret en samlet kapacitet på 242 MW for Gode Wind 3 & 4 til en vægtet gennemsnitspris på 81 euro pr. MWh.

Forudsat at der træffes endelig investeringsbeslutning om tildelingerne i Taiwan og Tyskland, når Ørsteds samlede besluttede og installerede kapacitet op på 11,9 GW i 2025.

Planlægger frasalg
Selvom andet kvartal har trukket lidt fra, så forventer Ørsted et helårs-Ebitda, ekslusiv partnerskabsaftaler, hældende mod den øvre del af det forventede interval på 12,5-13,5 milliarder kroner.

- Herudover anser vi det nu for sandsynligt, at vi vil frasælge 50 pct. af Hornsea 1 i andet halvår af 2018. Hvis frasalget realiseres i andet halvår 2018, forventes Ebitda, inklusive nye partnerskaber, at blive væsentligt højere end de 22,5 milliarder kroner i 2017, skriver Ørsted i en meddelelse.

Forventningerne til bruttoinvesteringerne i 2018 er uændrede sammenlignet med forventningerne i årsrapporten for 2017. Bruttoinvesteringerne relateret til opførelse af havvindmølleparker forventes at blive lavere end oprindelig antaget. Dette skyldes primært timingen hen over årene i forbindelse med opførelsen af havvindmølleparkerne, men er også drevet af, at opførelsen af Walney Extension og Race Bank er færdiggjort til en lavere pris end forventet.

De lavere bruttoinvesteringer relateret til opførelse af havvindmølleparker, modsvares af den forventede betaling relateret til købet af Lincoln Clean Energy i USA.

Læs mere: Køber amerikansk udvikler af landvindmøller

Det halve og kvarte år

Regnskabet for første halvår af 2018 ser bedre ud end samme periode sidste år – Det til trods for et svækket kvartalsregnskab.
For første halvår opnåede Ørsted et driftsresultat på 8,6 milliarder kroner, hvilket er 11 pct. højere end i første halvår af 2017. Samtidig steg den grønne andel af produktionen fra 59 pct. i første halvår i 2017 til 71 pct. i 2018.

Andet kvartal er dog en anden snak. Driftsresultatet for kvartalet udgjorde 3,1 mia. kr., hvilket er en tilbagegang på 31 pct. fra andet kvartal i 2017. Faldet, sammenlignet med perioden i 2017, var dog ventet og skyldes primært en udskudt gevinst på 1,4 milliarder kroner i andet kvartal 2017 vedrørende det delvise frasalg af Race Bank i 2016 samt lavere indtjening i Ørsteds Markets-forretning.

Resultatet fra Ørsteds producerende havvindmølleparker steg med 8 pct. til 1,8 milliarder kroner, hvilket primært skyldtes øget produktion fra havvindmølleparkerne Walney Extension og Race Bank, der delvist blev opvejet af mindre vind end i andet kvartal 2017.

Indtjeningen fra partnerskaber i Wind Power var lavere end i andet kvartal 2017, som følge af den ovennævnte udskudte gevinst vedrørende Race Bank. Indtjeningen fra partnerskaber i andet kvartal 2018 vedrørte primært opførelsen af Walney Extension og Borkum Riffgrund 2.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094