23948sdkhjf

Flere unge vil være ingeniører

Årets optag på ingeniøruddannelserne er steget, og på DTU har man oprettet over 100 nye studiepladser. Der bliver brug for dem, mener FRI

Langt flere unge vil beregne anlægsprojekter, designe intelligente lyskryds eller analysere komplicerede byggetekniske problemstillinger.

Selv om det samlede optag på de videregående uddannelser i år går tilbage, så har ingeniøruddannelserne oplevet en stigning i optaget.

Ifølge tal fra Den Koordinerede Tilmelding er erhvervslivets store efterspørgsel på ingeniører blevet hørt, og der er i år optaget 5 procent flere.

Den største stigning ses på civilingeniøruddannelserne, hvor 197 flere studerende er optaget i år end i 2017, svarende til en stigning på 7 procent.

Optaget på diplomingeniøruddannelser er steget med 114 personer, svarende til en stigning på 4 procent.

Formand for Ingeniørforeningen, IDA, Thomas Damkjær Petersen glæder sig over årets optag.

- Det er en god melding, at der fortsat er en stigning i optaget på ingeniøruddannelserne, for der bliver brug for dem. Beregninger fra den teknologiske alliance Engineer the future slår fast, at der i 2025 kommer til at mangle 6.500 civil- og diplomingeniører, siger han i en pressemeddelelse.

Ærgerligt at afvise
Høje ansøgertal på blandt andet DTU i Lyngby har betydet, at det tekniske universitet ekstraordinært har oprettet 102 ekstra studiepladser udover de 110 planlagte, som var en reaktion på sidste års ansøgerpres.

DTU kan i år melde alt optaget på civilingeniøruddannelsen. I alt har 1.302 unge fået tilbudt studieplads på en af DTU’s civilbacheloruddannelser efter sommerferien. Det er ni procent flere end i 2017.

Stigningen skyldes særligt de to nyoprettede uddannelser - den nye civilingeniøruddannelse i Bæredygtigt Energidesign, der har fået en god start og er lukket med en kvotient på 9,4, og den nye retning Kunstig Intelligens og Data som fik ikke færre end 164 ansøgninger, og er nu lukket med en meget høj kvotient på 10,9.

Dygtige unge
- Vi synes helt grundlæggende, at det er superærgerligt at afvise unge mennesker, som har lyst og energi til at læse til ingeniør, siger bachelordekan på DTU Martin Vigild.

- Derfor har vi med kort varsel øget antallet af pladser på flere af vores uddannelsesretninger efter ansøgningsfristen 5. juli, begrunder han.

Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, kalder det positivt, at udviklingen i optaget går den rigtige vej.

- Det er godt, at universiteterne nu har oprettet flere studiepladser, så flere dygtige unge kan komme ind. Der er brug for dem ude i virksomhederne, siger han.

I alt 20.291 ansøgere har ikke fået deres drøm om en studieplads opfyldt. 10.526 af dem, fordi de ikke opfylder adgangskravene på nogen af de søgte uddannelser.

Og de resterende 9.765 er afvist på grund af, at der ikke er studiepladser nok på de uddannelser, de har søgt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.237