23948sdkhjf

Sjællandsk nedriverfirma er begæret konkurs

Nedriverfirmaet Preben Hockerup A/S, som den for nyligt afdøde entreprenør Preben Hockerup drev gennem 45 år, blev mandag ved skifteretten i Næstved erklæret konkurs.

Initiativet til konkursbegæringen kommer fra virksomheden selv.

Det sker efter en længere periode med et forsøg på at rekonstruere virksomheden fra Haslev på Midtsjælland. Det er sket med en ny direktør, indsat af afdøde Preben Hockerups advokat, Karoly Németh.

Den nye direktør Jan Skovgaard Larsen fik som opgave at få tingene på ret køl, men det er tilsyneladende ikke lykkedes, og det er nu endt med en konkursbegæring.

Vanskelige år
Der har været forskellige vanskeligheder for virksomheden. Et planlagt generationsskifte med datter og svigersøn, der i nogle år arbejdede i virksomheden med svigersønnen som direktør, kunne på grund af nye skatteregler ikke gennemføres.

Derfor satte Preben Hockerup sig igen i direktørstolen, men måtte på grund af alvorlig sygdom trække sig.

En betroet medarbejder kunne ikke bestride jobbet, og i forbindelse med sygdommen indsatte Preben Hockerup så advokat Karoly Németh som bestyrelsesformand.

Den nye bestyrelsesformand indsatte så den nævnte nye direktør, Jan Skovgaard Larsen. Samtidig opdagede advokaten, at der var uregelmæssigheder i firmaets regnskaber, og det førte siden til politianmeldelse mod to tidligere medarbejdere i virksomheden, samt mod et hedengangent sandblæsningsfirmas direktør og en ledende medarbejder.

Sagen drejede sig om betalinger udenom virksomheden for at få adgang til underentreprenørarbejde hos Preben Hockerup A/S.

Ingen kommentarer
Vi har forsøgt at få en kommentar til konkursen fra advokat Karoly Németh samt fra direktør Jan Skovgaard Larsen.

Sidstnævnte har nedlagt det telefonnummer, der fremgår af firmaet hjemmeside. Heller ikke henvendelser til andre af selskabets fremtrædende medarbejdere har givet resultat. Det samme gælder boets kurator, advokat Fatma Yandim fra Næstved.

Selskabet kom i sit seneste regnskabsår ud med et underskud på -5,7 mio. kroner.

Kendt nedriver
Preben Hockerup var en navnkundig mand i nedbrydningsbranchen, og kendt for at være en nedriver af den gamle skole. Men han indså også nødvendigheden af forandringen, for den stod svigersønnen og datteren for.

Det blev til arbejdsmiljø- og iso-miljøcertificering, som skulle modernisere virksomheden.

Men med stifteren Preben Hockerups død den 21. februar i år, faldt også drivkraften bag virksomheden fra.

Dermed er der nu sat et punktum for et firma, der gennem de senere år har haft det vanskeligt i en branche, der har udviklet sig meget, og hvor et generationsskifte ikke ville lykkes.

Virksomheder med samme efternavn
Der har indtil nu været to virksomheder i nedbrydningsbranchen med samme efternavn involveret. 
Preben Hockerup A/S i Haslev, som nu er begæret konkurs er det ene, og L.H. Hockerup A/S med hovedkontor i Roskilde er det andet.
De to virksomheder har intet med hinanden at gøre, men der er et familiemæssigt navnebånd, idet Henning Hockerup, stifter af L. H. Hockerup A/S, er storebror til afdøde Preben Hockerup.
Firmaet L.H. Hockerup A/S med sønnen Lasse Hockerup i spidsen kører i bedste velgående.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094