Nye tal: Trecifret millionvækst i Bauhaus Danmark
Bauhaus ser for alvor ud til at have genvundet fodfæstet i Danmark efter finanskrisen, som ramte byggemarkedskæden hårdt.
Fra 2016 til 2017 steg Bauhaus Danmarks omsætning således med over 150 mio. kr. Helt præcist til 2,190 mia. kr. mod 2,038 mia. kr. året før, viser et nyligt offentliggjort regnskab.
Det svarer til en stigning på cirka 7,5 procent og skyldes ifølge årsrapporten øget aktivitet i Bauhaus' webshop samt opstarten af projektkontosalg i foråret 2017.
Valby-varehus til 12 millioner
Dertil kan Bauhaus Danmark for tredje år i træk præsentere et overskud. Helt præcist lød årets resultat før skat på 72,2 millioner kroner i 2017.
Et overskud, der dog er mindre, end det var i 2016. Men det er der ifølge ledelsesberetningen en naturlig forklaring på.
I 2017 har Bauhaus Danmark nemlig haft engangsomkostninger i forbindelse med åbningen af et nyt varehus i Valby på 12,1 mio. kr.
Af samme grund betegner ledelsen også årets resultat som tilfredsstillende. Ikke mindst set i forhold til foregående års resultater samt det konkurrenceprægede marked, branchen fortsat befinder sig i.
- Dels er der mange direkte konkurrenter indenfor byggematerialer og DIY, men der kommer fortsat mange specialwebshops i både ind- og udland, som forhandler dele af det udvalg, som Bauhaus Danmark A/S udbyder, ligesom der er brancheglidning til eksempelvis dagligvarehandelen. Det er derfor vigtigt altid at være på forkant med, hvilke produkter forbrugerne efterspørger, samt at kunne tilbyde indkøbsoplevelser og –muligheder, skriver ledelsen i årsrapporten.
Forventning: Fortsat vækst i 2018
Bauhaus kan i år fejre sit 30 års jubilæum. Det er blandt andet sket med åbningen af det, kæden kalder "fremtidens byggevarehus".
4. maj slog Bauhaus således dørene op til et nyt og moderne byggevarehus i Kolding. Det nye varehus afløste det noget mindre Bauhaus, der blev etableret som det første i Danmark tilbage i 1988.
Denne modernisering forventes sammen med det nye varehus i Valby at indbringe Bauhaus en endnu højere omsætning i 2018. Resultatmæssigt forventes 2018 ifølge årsrapporten at ligge minimum på niveau med 2017.
Building Supply har gennem flere dage forsøgt at få en supplerende kommentar fra ledelsen i Bauhaus Danmark, som ikke er vendt tilbage på henvendelserne.
mio. kr. | 2017 | 2016 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 2.190 | 2.038 |
Driftsresultat | 78,9 | 92,4 |
Resultat før skat | 72,2 | 84,5 |
Årets resultat | 56,3 | 65,9 |
Balancesum | 722,9 | 650,7 |
Egenkapital | 237,2 | 180,9 |
Antal ansatte | 967 | 885 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017. |