Dansk arkitekt med i tysk megaprojekt
Med projektet "the connected city" har danske Adept, sammen med hollandske Karres+Brands og tyske Transsolar, vundet den internationale konkurrence om udviklingen af et næsten 360 hektar stort område tæt på Hamborg centrum.
Oberbillwerder, som området hedder, er den største samlede byudvikling i Tyskland siden Hafen City - også i Hamborg.
Planen vil fuldt udbygget rumme næsten 1.000.000 kvm med alt fra boliger og erhverv til skoler, børnehaver, samt offentlige og rekreative funktioner.
Inspiration fra det eksisterende landskab, fra Hamborg og fra nordisk byplanlægning har været med til at forme vinderforslaget, der er baseret på klare underliggende strukturer med store oplevelser og høj bykvalitet.
Urban identitet
Målet er et byområde med udgangspunkt i både urban identitet og naturens tilstedeværelse, en mosaik af kvarterer og vægt på diversitet under overskriften "mix to the max".
- Vinderforslaget giver et fremragende planlægningsgrundlag. Konceptet håndterer meget præcist det følsomme kulturlandskab og har udviklet et meget nuanceret bidrag til udviklingen af området. Forslaget viser en god fornemmelse for den rigtige skala, det skaber en bred vifte af forskellige leve- og arbejdsmuligheder og er allerede en god rettesnor for de første forslag til mulige arkitektoniske ideer, udtaler Franz-Josef Höing, Oberbaudirektor i Hamborg, i en pressemeddelelse.
Infrastrukturen i The Connected City skaber gode forbindelser til Hamborgs bymidte, men prioriterer den bløde trafik i området med en samlende grøn hovedåre, der giver adgang til alle bykvarterer, offentlige bygninger og rekreative aktiviteter.
Den samlede strategi for området søger at omfavne social, klima- og miljømæssig, samt økonomisk bæredygtighed gennem en nuanceret fordeling af funktioner, typologier og ressourcer.
I alt 12 internationale teams deltog i konkurrencen.