23948sdkhjf

Her er Danmarks 100 bedste klimaløsninger

Realdania og Sustainia udgiver i dag publikationen Klima100. Målet er at inspirere og sætte endnu mere fart på den grønne omstilling.

- Aldrig før er der tegnet et så omfangsrigt, grønt samtidsbillede af de danske kommuner.

Det siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania, der sammen med Sustainia står bag publikationen Klima100, der udkommer i dag.

100 løsninger fra 80 danske kommuner beskrives i publikationen, som dækker 12 kategorier; herunder vedvarende energi og klimasikrede byrum. Du kan eksempelvis blive klogere på, hvordan Langeland Kommune eksporterer lokal grøn energi, og hvordan Skanderborg Kommune har anlagt en permavej, der opsamler og opbevarer regnvand.

Sådan er de 100 løsninger fundet

Realdania og Sustania lancerede Klima100-initiativet i december 2017, hvor landets kommuner blev opfordret til at nominere deres klimaprojekter.

I alt 162 løsninger fra 81 danske kommuner var indstillet, da fristen udløb den 2. februar.

Sustainia har stået for at vurdere og udvælge de 100 projekter til Klima100 med input fra Concito og et ekspertpanel med repræsentanter fra blandt andet DTU, Climate-KIC og Nationalt Center for Miljø og Energi. 

De 100 udvalgte projekter fordeler sig geografisk med 7 projekter fra Region Nordjylland, 27 projekter fra Region Midtjylland, 19 projekter fra Region Syddanmark, 7 projekter fra Region Sjælland, 31 projekter fra Region Hovedstaden og 9 tværkommunale projekter.

- Klima100 viser, hvor meget de enkelte kommuner kan løfte i Danmarks grønne omstilling, og hvor stort potentialet er til at skabe lokal vækst og trivsel gennem klimatiltag, siger Rasmus Schjødt Pedersen, direktør i Sustainia.

Regnvand som ressource i Aarhus Nord 
Derudover viser Klima100, at flere kommuner sætter ambitiøse mål for opnåelse af CO2-neutralitet. Med hver deres tilgang og ud fra varierende rammer har Ærø, København, Sønderborg og Aarhus eksempelvis målsætninger om at opnå CO2-neutralitet i årene mellem 2025 og 2030.

Netop Aarhus har 11 projekter med i publikationen, heriblandt et omfattende LAR-projekt (lokal afledning af regnvand) i bydelen Risvangen, som er er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Vand og Aarhus Kommune med EnviDan og Orbicon som rådgivere.

Her forsinkes, fordampes, genbruges og bortledes regnvandet i det tempo, landskabet kan klare. Med projektet gøres regnvandet til en rekreativ ressource, og samtidig er det billigere end at grave store rør ned i jorden til håndtering af regnvandet.

- Der er ingen tvivl om, at projektet kan inspirere andre til at bruge overfladeløsninger i kampen mod de voldsomme regnmængder, der er en konsekvens af klimaforandringerne. Ved at håndtere regnvandet i søer, vejbede, kanaler osv. løser vi en vigtig samfundsopgave samtidig med, at vi bringer naturen ind i byerne og gør dem endnu mere attraktive i form af blå og grønne oaser, siger Flemming Besenbacher, der er formand for Aarhus Vands bestyrelse.

Adskillelsen af spildevandet og regnvandet sparer også energi, da regnvandet ikke længere ledes til det biologiske renseanlæg, hvor det kræver ressourcer at rense det. Ifølge Aarhus Vand medfører projektet en CO2-reduktion på 3,2 tons årligt.

Find Klima100-publikationen på Realdanias hjemmeside

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219