23948sdkhjf

BILLEDER: Nye håndværkere fejret med medaljer

Det var med royal deltagelse, da hovedstadens dygtigste nyuddannede håndværkere modtog deres medaljer.

Københavns Rådhus var klædt på til fest, da Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn tirsdag aften hyldede en ny generation af håndværkere.

I alt er 73 unge nyuddannede håndværkere fra 19 forskellige fag var inviteret til den store ceremoni på Københavns Rådhus, hvor de fik overrakt Haandværkerforeningens sølv- eller bronzemedalje, og samtidig bliver ønsket tillykke af H.M. Dronningen.

Skuespiller som Æreshåndværker

Med titlen Æreshåndværker har Håndværkerforeningen i Kjøbenhavn siden 1973 hyldet personligheder, der yder en ganske særlig indsats til gavn for det danske samfund.

Titlen går i år til skuespiller Trine Dyrholm (1972), der modtog prisen under tirsdagens medaljefest på rådhuset.

- Trine Dyrholm er et lysende godt eksempel på, hvor langt man kan nå, hvis man besidder de egenskaber, der også kendetegner det gode håndværk og den dygtige håndværker; nemlig indlevelse, vedholdende flid, respekt, faglig stolthed og stræben efter det ypperste, siger foreningens formand, malermester Per Vangekjær.

Med prisen skrives Trine Dyrholm ind i et fornemt galleri af markante kulturpersonligheder, erhvervsfolk og politikere, som hvert år siden 1973 er kåret til Æreshåndværker. Sidste år tilfaldt æren forfatter Jussi Adler Olsen. H.M. Dronning Margrethe har i øvrigt også modtaget titlen – som den ottende i rækken tilbage i 1980.

- Danmark har et kæmpe behov for dygtige håndværkere. Og her har vi en gruppe af unge, der ikke bare har taget den slagne vej. De har valgt en exceptionel vej, og det har de gjort exceptionelt godt - de har taget Danmarks fremtid i deres hænder. Det er dét vi fejrer i dag, siger Christoffer Susé, adm. direktør i Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn.

Overborgmester Frank Jensen (S) var vært for arrangementet på rådhuset, og han glædede sig over endnu en gang at få muligheden for at fejre de dygtige talenter.

- I København får vi brug for dygtige håndværkere, der kan bidrage til vores bys udvikling, så det er vigtigt, at de unge mennesker får øjnene op for de mange muligheder, der inden for håndværksfagene, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Glemmer at sætte pris på godt håndværk
De 73 medaljemodtagere er naturligvis kun en brøkdel af det samlede antal nyuddannede håndværkere i året der er gået.

Men fordi de har afsluttet deres uddannelse som de bedste, er de rollemodeller for deres fag og deres uddannelse.

Det kan give inspiration til andre unge og deres mødre, UU-vejledere, skolelærere og alle andre om, hvad en fremtid som håndværker kan bringe af muligheder.

- Alt for ofte glemmer vi at sætte pris på godt håndværk. Det gør vi noget ved her. Vi har her en gruppe af virkelig dygtige og talentfulde unge mennesker, der har vist hvad kombinationen af faglig stolthed, vedholdende flid og stræben efter det ypperste kan føre til. Med medaljen ønsker vi både at anerkende de unge for deres indsats og at motivere dem til at drive det endnu videre: At dygtiggøre sig yderligere. Sætte deres eget præg på deres fag. Nedsætte sig som selvstændige, siger Christoffer Susé, adm. direktør i Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn.

Medaljefesten blev arrangeret i samarbejde med NEXT Uddannelse København og TEC, og traditionen med at uddele medaljer til de nyuddannede håndværkere går helt tilbage til 1867.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11