23948sdkhjf

Energiklagenævnet afviser HMN GasNet

Det baner vej for biomassefyret kedel og en udvidelse af fjernvarmenettet i Skive

Onsdag morgen i sidste uge modtog Skive Fjernvarme besked om, at Energiklagenævnet i Viborg har afvist en indsigelse fra naturgasselskabet HMN GasNet mod opførelsen af en ny biomassefyret kedelcentral på Holstebrovej og en udvidelse af selskabets forsyningsområde i den nordlige og vestlige del af Skive by.

- Afgørelsen betyder, at vi nu omsider kan gå i gang med at udbyde etableringen af den nye biomassefyrede kedelcentral og herefter tilbyde fjernvarme til yderligere godt 1.600 ejendomme, der hidtil fortrinsvis er blevet opvarmet med naturgas eller olie, siger Skive Fjernvarmes formand, Jesper Dybdahl.

Skive Fjernvarme ønsker med projektet at følge Skive Kommunes varmeplan, der anbefaler fjernvarme som den bedste mulighed for at kunne kombinere og udnytte så mange vedvarende og miljøvenlige energiformer som muligt i samme system.

Ny fliskedel
Det konkrete anlæg på Holstebrovej bliver på 10 MW og baseres primært på dansk produceret biomasse i form af træflis.

I forvejen anvender Skive Fjernvarme biomasse i form af træpiller til både kedler og forgasningsanlægget på centralen på Thorsvej, mens et ældre kraftvarmeanlæg på Marius Jensens Vej anvender naturgas.

Sidstnævnte anvendes kun som spidslast eller når el-prisen på spotmarkederne er tilstrækkelig høj. Også to spidslastkedler på Højlundsvej anvender naturgas.

Ingen bliver tvunget
I forbindelse med udvidelsen af forsyningsområde er det vigtigt for Skive Fjernvarme at understrege, at ingen i det nye forsyningsområde bliver tvunget til at skifte til fjernvarme.

Til gengæld stiller fjernvarmeselskabet krav om, at det skal være økonomisk attraktivt for selskabet at gå ind i et område, hvilket antages opfyldt, når mindst 50 procent af ejendommene i et område har tilmeldt sig.

- Vi har de seneste år fået mange henvendelser fra potentielle kunder med ønsket om at få fjernvarme. Derfor kan vi kun opfordre til, at man snakker med sine naboer og går sammen om en fælles henvendelse til Skive Fjernvarme. Så stiller vi gerne op med konkrete beregninger af, hvad det vil koste at blive tilsluttet og vores forventninger til den fremtidige varmeudgift for den enkelte ejendom, siger Skive Fjernvarmes direktør Tage Meltofte.

Som udgangspunkt vil Skive Fjernvarme først kunne tilbyde fjernvarme i de nye forsyningsområder når det nye værk på Holstebrovej efter planen er etableret ved udgangen af 2019.

Yderligere udvidelse på vej
I øjeblikket forsynes godt halvdelen af Skive by med fjernvarme. På et senere tidspunkt forventer Skive Fjernvarme også at få mulighed for at forsyne de områder af den sydlige bydel i Skive, der fortsat er udlagt som naturgasområde

- Skive Fjernvarme vil derfor inden for en kort årrække beslutte, om der skal indsendes et tilsvarende projektforslag for den sydlige bydel, hvilket vil kræve etablering af en yderligere 10 MW kedel på den nye central, siger Tage Meltofte. 

Lang proces

Energiklagenævnets afgørelse har været længe undervejs, idet Skive Fjernvarme har arbejdet med projektet siden Skive Byråd godkendte en ny varmeplan i november 2013.

Projektet blev senest godkendt af Skive Byråd i november 2016.

HMN GasNet P/S valgte dog en måned senere at indbringe afgørelsen for Energiklagenævnet, der først på nævnets møde 30. april i år har truffet sin afgørelse om at stadfæste kommunens godkendelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126