Ny husfabrik er i vanskeligheder
Ambitionerne var store, da en række investorer med Claus Valsøe Clausen i spidsen etablerede husproduktion i den tidligere vinduesfabrik i Vissenbjerg på Fyn.
Her var planen at opbygge en produktion med en årlig kapacitet på 150 præfabrikerede huse og skabe beskæftigelse til 35-40 produktionsfolk.
Men det er langt fra gået, som folkene bag Husfabrikken A/S havde håbet. Det fortæller Claus Valsøe Clausen selv til Fyens Stiftstidende.
- Både armen og benet er voldsomt forstuvet på Husfabrikken, siger han til avisen, mens bestyrelsesformand Bengt Eklund er citeret for i en e-mail at beskrive likviditetssituationen som ”meget alvorlig".
Ifølge Claus Valsøe Clausen vil det kommende 2017-regnskab vise et underskud på mellem fire og fem millioner kroner. Og der er flere årsager til, at det er kommet så vidt.
Oprindeligt var planen, at produktionen skulle skydes i gang med et boligprojekt via en af Husfabrikkens investorer, Atra Arkitekter. Men arkitektfirmaet trak sig ud, og dermed forsvandt projektet.
Det samme gjorde et projekt i Stockholm med knap 50 boliger, som Husfabrikken skulle levere til fra starten af 2018.
I februar afbrød Husfabrikken samarbejdet med direktør Kim Kenlev. Ifølge Fyens Stiftstidende er i alt seks funktionærer opsagt.
Claus Valsøe Clausen selv blev bortvist fra virksomheden i april for at handle illoyalt. Det skete ifølge Fyens Stiftstidende, fordi han via sit personlige selskab havde indgået ”et mindre samarbejde to andre firmaer om en boligmodel”. Claus Valsøe Clausen mener dog, at han har handlet i overensstemmelse med sin ansættelseskontrakt.