DAGENS LEDER: Kartelsag rammer hele branchen
Just som bygge- og anlægsbranchen for to år siden havde lagt den store københavnske byggekartelsag bag sig, blev branchen igen ramt af en kartelsag, da en række nedrivningsvirksomheder kom under anklage for karteldannelse.
Her halvandet år senere foreligger anklageskrifterne så mod otte nedrivningsvirksomheder og en række ledende medarbejdere. Selvom ingen er dømt for nogle forhold, så klæber kartelmistanken endnu engang til bygge- og anlægsbranchen, som igen i offentligheden fremstår som en branche med alvorlige ridser i renommeet og en branche, der ikke er bleg for at snyde på vægten.
Karteldannelse og bare tanken om at udføre det er ikke bare dumt - det er også dybt uanstændigt over for både kunder, men også over for kollegerne i resten af bygge- og anlægsbranchen, som hver dag lever op til reglerne og driver velfungerende virksomheder. For mistanken kan ikke undgå også at klæbe til dem.
Den aktuelle kartelsag er ikke mindst et hårdt slag for nedriverbranchens omdømme. Det er flere af de største virksomheder i branchen, som Bagmandspolitiet har rejst tiltale mod, og det er vel meget fair, at de mindre nedrivervirksomheder spørger, hvad de egentlig har gang i.
Mistanken om urent trav kan ikke undgå at klæbe til bygge- og anlægsbranchen i årene fremover, og branchen bør nu for alvor begynde at se sig selv i øjnene og spørge, om den kan holde til flere kartelmistanker. Og ikke mindst gøre noget ved det.