23948sdkhjf

LM Byg henter tidligere Casa-direktør

Den sjællandske råhusentreprenør LM Byg A/S ansætter Per Semmling som direktør for produktionen

Entreprenøren LM Byg A/S, der har hovedkvarter i Greve og specialiserer sig i råhuse, udvider direktionen med Per Semmling som COO (Chief Operating Officer, red.)med ansvaret for produktionen.

Per Semmling nåede altså ikke at være tilgængelig på direktør-markedet særlig længe, efter han i december sidste år blev fritstillet af østjyske entreprenør Casa A/S, hvor han var ansat som chef for den sjællandske afdeling.

Hos LM Byg glæder man sig over at have fået fat på en person med mange års erfaring fra branchen.
– Per har mere end 30 års erfaring fra entreprenørbranchen, og igennem hele hans karriere har den røde tråd været udførelse af egenproduktion i beton og elementmontage samt anlægsarbejder. Jeg er derfor ikke et sekund i tvivl om, at han passer perfekt hos os og kan hjælpe med at udvikle virksomheden, siger adm. direktør Hans Anker Nielsen i en pressemeddelelse.

Tidligere kollegaer
Per Semmling og Hans Anker Nielsen kender i øvrigt hinanden fra det hedengangne E. Pihl & Søn A/S, hvor de ifølge LM Byg arbejdede sammen i mere end 20 år. Semmling har også været underdirektør i Per Aarsleff A/S, hvor Hans Anker Nielsen også har været ansat som afdelingsdirektør.

– Af mange muligheder har jeg valgt at blive en del af LM Byg A/S, der i 30 år har leveret flotte resultater, og jeg glæder mig til at bidrage på den flotte rejse, de er på. Jeg har før arbejdet tæt sammen med Hans Anker og har hørt rigtig godt om den øvrige ledelse. Jeg er sikker på, at vi sammen med de dygtige medarbejdere nok skal få løftet virksomheden til næste niveau, siger Per Semmling.

Ledergruppen i LM Byg består ud over Hans Anker Nielsen og Per Semmling af økonomidirektør Torben Hansen og de to sektionsdirektører Claus Gade og Frank Aarslew-Jensen.

Virksomheden er ejet af Carsten Mindegaard, som i 2016 trak sig som adm. direktør for virksomheden. Siden har Mindegaard været med til at genstarte Pihl & Søn-brandet i et nyt selskab.

Per Semmling er uddannet civilingeniør og har første arbejdsdag hos LM Byg A/S senest den 1. juni 2018.

LM Byg offentliggjorde for nylig 2017-regnskab, der viste en tilbagegang på bundlinjen fra 25 mio. kroner til 18 mio. kroner før skat. Det forklarede Hans Anker Nielsen med investeringer i blandt andet nye digitale værktøjer og medarbejdere som en del af entreprenørens langsigtede strategi.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14