23948sdkhjf

Historien lever videre i nyt Gladsaxe-projekt

Med B. Nygaard Sørensen som hovedentreprenør har Gladsaxe Kommune igangsat et længe ventet boligbyggeri.

Det er 2½ år siden, at Cubo Arkitekter og Force4 vandt arkitektkonkurrencen om et byggeri med 78 nye almene boliger til handicappede på Kellersvej i Søborg.

I sidste måned blev byggeriet så igangsat, da Gladsaxes borgmester Trine Græse og formand for Psykiatri- og Handicapudvalget Kristine Henriksen i fællesskab svingede en forgyldt og fem kilo tung mukkert ind i et af de huse, som skal rives ned.

Projektet, som udføres af B. Nygaard Sørensen i hovedentreprise, omfatter nemlig både nedrivning, nybyggeri og renovering i området omkring den bevaringsværdige Lillemosegård på Kellersvej i Søborg.

Hvis alt går som forventet, står seks hesteskoformede boliggrupper med 13 boliger i hver klar til indflytning i 2021.

Hvor forsorgen tog sin begyndelse
Med projektet ”Fremtidens boliger og liv på Kellersvej” – eller BOLIV – ønsker Gladsaxe Kommune at gentænke forståelsen af, hvordan man indretter de fysiske rammer til borgere med udviklingshæmning. Det sker ud fra devisen om, at et handicap først bliver et handicap for den, der møder en barriere.

At netop Kellersvej danner rammen har en symbolsk betydning, fordi det var hér, at forsorgen for borgere med udviklingshæmning i området tog sin begyndelse tilbage i slutningen af 1800-tallet.

Flere af de eksisterende, bevaringsværdige bygninger renoveres og indrettes til fællesarealer og personalefaciliteter. Og her omkring placeres de 78 nye boliger i klynger af gårdhavehuse med mindre fællesskaber og en lille privat have til hver bolig.

Afsættet for arkitekterne har været den tætte, klassiske landsby eller købstædernes lave bydannelse omkring en kerne af offentlige funktioner.

Genhusning på plænen
B. Nygaard Sørensen, der vandt hovedentreprisen som lavest bydende foran Elindco, Ole Jepsen og Einar Kornerup, har etableret et midlertidigt byggekontor i en af de eksisterende bygninger, mens beboerne er genhuset i 48 midlertidige boliger, som er stillet op midt på plænen på Kellersvej.

Netop fordi de borgere, der færdes på området, kan have en adfærd, hvor de bevidst eller ubevidst gør noget, der er farligt for dem, vil sikkerheden i særlig grad være i fokus under byggeriet. Eksempelvis er fartgrænsen på området sat til 10 km/t, og alle områder, der arbejdes i, er indhegnede.

B. Nygaard Sørensen oplyser, at projektet skal DGNB-certificeres til platin.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156