Banedanmark opgraderer 20 broer

Banedanmark har påbegyndt et omfattende arbejde med opgradering 20 broer på togstrækningen mellem Orehoved på Falster og frem til Rødby på Lolland.
- Som led i opgraderingen af hele Ringsted-Femern Banen skal vi nu i gang med en omfattende opgradering og renovering af eksisterende sporbærende broer på strækningen mellem Orehoved og Rødby Færge. Nogle broer skiftes helt ud, andre skal udvides for at gøre plads til et ekstra spor og resten skal renoveres. I alt arbejder vi på cirka 20 broer på hele strækningen, siger Klaus S. Jørgensen, der er projektdirektør i Banedanmark, i en pressemeddelse.
Projektet
|
10 uger langt arbejde
Arbejdet varer i alt 10 uger og løber frem til 10. juni. I tillæg til broarbejderne, der udføres på samme tid på strækningen, foretager Banedanmark også indledende jordarbejder for det nye spor fra Orehoved til Nykøbing Falster, som anlægges ved siden af det eksisterende spor.
Derudover laves der afvanding og sikringsarbejder langs strækningen.
Sideløbende gennemgår Eskilstrup Station på Nordfalster en stor ombygning og opgradering. Blandt andet med nye perroner, ny gangbro og elevatorer samt støjskærme. Syd for stationen bliver sporet rettet ud, så der kan køres med højere hastighed.
- Det kræver tid og plads, når vi skal udføre så mange anlægsarbejder på samme tid. Da der samtidig er tale om arbejder på en lang række lokaliteter, hvor det er nødvendigt at fjerne sporet, er det ikke muligt at køre tog samtidig med, at vi arbejder på strækningen, siger Klaus S. Jørgensen i pressemeddelelsen.
Markante tidsbesparelser
Ringsted-Femern Banen vil sammen med den nye bane fra København til Ringsted give markante tidsbesparelser for togpassagererne.
Når alle opgraderingsarbejder er afsluttet, vil det være muligt at rejse fra Nykøbing Falster til København på cirka en time.
I dag er rejsetiden lidt over halvanden time.
Ringsted-Femern Banen
Kilde: Banedanmark
|