23948sdkhjf

Aalborg-vartegn får en digital opgradering

100 studerende og ni lokale virksomheder skal de næste tre dage lægge digitale planer for en renovering og udvidelse af Aalborgtårnet.

- Digitale værktøjer er fantastiske at arbejde kreativt med, men kreativiteten er ikke digital. Den opstår, når mennesker og meninger mødes i den helt rigtige ’setting’. Det hele står og falder med samarbejde, nysgerrighed og kompetent problemløsning. På De Digitale Dage går de elementer op i en højere enhed.

Sådan lød det, da uddannelseschef Peter Møller Petersen onsdag morgen åbnede De Digitale Dage på UCN. Her skal 100 studerende i samarbejde med ni lokale virksomheder i løbet af tre dage skal komme med bud på, hvordan de vil renovere og opgradere Aalborgtårnet – det 55 meter høje vartegn, som blev opført i forbindelse med Nordjysk Udstilling i 1933.

Fire grupper skal frem til fredag eftermiddag dyste om at komme med den bedste løsning, når tårnets restaurantkapacitet skal øges fra de nuværende 65 personer til 100. Med i grupperne sidder rådgivere og entreprenører fra Sweco, MT Højgaard, Cowi, Dansk Boligbyg, Færch & Co., C.F. Møller, AK83 Arkitekter og Richardt Thomsen.

Den fjerde revolution på byggepladsen
De Digitale Dage har eksisteret i ni år, hvert år med det formål at komme med digitale løsninger på en konkret opgave ud fra et højaktuelt tema i det digitale byggeri.

I 2018 sættes der fokus på Build 4.0, og deltagerne skal, foruden en løsning på den konkrete opgave, komme med et bud på en definition af begrebet.

- Build 4.0 er et udtryk, man hører oftere og oftere, men ingen har defineret det endnu. På en fabrik betyder det ganske simpelt, at maskiner samarbejder og interagerer uden menneskelig indblanding i et lukket miljø - men byggebranchen er meget mere kompleks end det. Vi håber, at vi i løbet af de næste tre dage kan bidrage til at skabe klarhed og sætte retning for det digitale byggeri i en Build 4.0-ramme, fortæller Søren Bülow Nissen.

Et laboratorium for virksomhederne
En af de virksomheder, der er med til at arrangere De Digitale Dage 2018 er Dolle, som blandt andet producerer loftstrapper. Her har man en automatiseringsgrad, der hedder fem medarbejdere til én robot.

- Derfor er det uhyre vigtigt for os at være på forkant med udviklingen, og der rummer Industri 4.0 meget interessante perspektiver, men det er også et meget løst begreb med få eksisterende showcases, siger it- og produktchef Thorkil Baattrup-Andersen og fortsætter:

- Vi er begyndt at opsamle data fra vores produktion, men næste skridt er at dekode den, så vores systemer for eksempel selv kan forudsige, hvornår en maskine bryder sammen og forhindre det, inden det sker. De Digitale Dage er for os et perfekt laboratorium, hvor vi kan få syn for sagn for, hvilke perspektiver der for en virksomhed som vores ligger i at arbejde med machine-learning og avanceret databehandling.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11