23948sdkhjf

Hilton vender tilbage til København – og får en markant beliggenhed

Henning Larsen Architects er arkitekten bag hotel med 400 værelser og konferencefaciliteter på havnefronten.

ATP Ejendomme og BC Hospitality Group indgår i fælles hotelprojekt og sikrer sammen Hilton-kædens tilbagevenden til København.

De to parter investerer i en omfattende om- og tilbygning af det tidligere Nordea-domicil på Strandgade 7, der nu omdannes til et nyt Hilton hotel. Hotellet forventes at stå parat i løbet af 2020.

- Vi har arbejdet længe og meget strategisk på at få Hilton brandet retur til byen og ser det som et fornemt skulderklap, at Hilton har valgt at indgå et strategisk samarbejde med netop os, siger koncernchef, Allan L. Agerholm, fra BC Hospitality Group i en pressemeddelelse.

Nordea er fraflyttet ejendommen, og realiseringen af det nye Hilton Copenhagen City forventes påbegyndt, så snart en ny lokalplan foreligger. Forløber den videre proces med godkendelse af ny lokalplan planmæssigt, er planen, at Hilton kan slå dørene op i løbet af 2020.

400 firestjernede værelser
Designet af det nye hotel er lagt i hænderne på Henning Larsen Architects og Erik Arkitekter, som står for henholdsvis den udvendige og den indvendige del. Ambitionen er at skabe et nyt smukt vartegn på den københavnske havnefront.

Det firestjernede hotel får et areal på godt 29.000 kvadratmeter og vil rumme cirka 400 værelser, møde- og konferencefaciliteter, lounge, fitnesscenter, parkeringsfaciliteter, bar samt to restauranter, hvoraf den vil ligge på kajkanten.

Den tidligere bankbygning skal åbnes op ud mod såvel havnen som mod Torvegade – alt i tråd med og med respekt for byens arkitektoniske og bæredygtige profil.

Bygget som B&W-domicil
Den markante bygning ved Knippelsbro, blev opført i årene 1957 til 1962. Arkitekten bag byggeriet var Palle Suenson.

Ved færdiggørelsen blev den indrettet som hovedkvarter for B & W, der blev boende på adressen indtil 1983, da først Privatbanken, så Unibank og i 1993 flyttede Nordea ind i bygningen.

Nu er Nordea flyttet til et nyt domicil i Ørestad, og dermed kan domicilet på Strandgade 7 se hen imod en ny fremtid som Hilton-hotel.

Ejendommen har siden midten af '90-erne været ejet af ATP Ejendomme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.542