23948sdkhjf

Cobe designer nye ladestationer til elbiler

Den første af otte planlagte stationer bygges i Fredericia.

Kan man gøre besøget på ladestationen til et meningsfuld afbræk for føreren af en elbil?

Den udfordring har arkitektfirmaet Cobe arbejdet på at løse for Clever, der har planer om at bygge otte ’ultra-hurtige’ ladestationer i Danmark inden for de næste par år og yderligere 40 i Sverige og Norge. 

- Vores tid er værdifuld, og vi vil sikre, at den tid, som folk bruger på vores stationer, bliver til en meningsfuld pause. Med de nye stationer skaber vi et rum, hvor du ikke blot kan oplade din bil, men også dine egne mentale og fysiske batterier. I de 20 minutter, som det typisk tager for bilen at lade op, kan du slappe af og trække frisk luft, drikke en kop kaffe, ringe eller benytte nogle af de digitale tilbud, der følger med, siger Marie Kristine Schmidt fra Clever i en pressemeddelelse.

Den første af det nye ladestationer åbner senere på året i Fredericia. Cobe har i samarbejde med ingeniørfirmaet Arup skabt et design, hvor 12 ’træer’ danner en ’krone’ i form af et 400 kvadratmeter stort tag med en kombination af åbne og lukkede tagpaneler.

- Hidtil har design af servicestationer ofte været en jagt på et larmende udtryk ved brug af skarpe farver og store skilte for at tiltrække opmærksomheden. Vi ønskede at gå i en anden retning - fra en asfaltjungle til en grøn oase. På den nye ladestation i Fredericia er energien og teknologien grøn. Det skal arkitekturen, materialerne og konceptet også være, siger Cobes grundlægger, Dan Stubbergaard.

Ladestationen i Fredericia får et areal på 600 kvadratmeter, men konceptet er modulært og kan således tilpasses i størrelsen. Standerne får en effekt på 150 kW, hvilket giver en opladningstid på cirka 20 minutter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127