Dødsulykke rammer betonproducent
En alvorlig arbejdsulykke har her til morgen ramt DS Elcobyg på Hadsundvej i Holstebro.
En 56-årig mandlig medarbejder har fået en betonstøbeform ned over overkroppen og er død af sine kvæstelser, oplyser Karsten Hørup Kristensen, vagtchef hos Nordjyllands Politi til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Anmeldelsen indgår kl. 07.07, oplyser han.
Efter ulykken blev der ydet førstehjælp, og den mandlige medarbejder blev kørt til Aalborg Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde.
De pårørende er underrettet, og Arbejdstilsynet er lige nu på stedet for at undersøge omstændighederne omkring ulykken, fortæller Karsten Hørup Kristensen.
DS Elcobyg er ifølge virksomhedens hjemmeside et selvstændigt selskab i DS Gruppen – en industrikoncern inden for udvikling, produktion og salg af løsninger i stål, beton og overfladebehandling til byggeriet.
Licitationen - Byggeriets Dagblad arbejder på at få en kommentar fra virksomheden.