23948sdkhjf

Britisk entreprenør med 43.000 ansatte går konkurs

Den britiske regering vil have krisemøde om Carillion, der har stået for bygning af jernbaner og veje.

Carillion, der er en af Storbritanniens største virksomheder med 43.000 ansatte, har mandag erklæret sig konkurs.

Det er sket, efter at det er mislykkedes at overtale regeringen i London og banker til at yde økonomisk støtte, skriver en række medier.

- Vi beder om en fuld undersøgelse af regeringens ageren i denne sag, siger oppositionspartiet Labours talskvinde Rebecca Long-Bailey til BBC.

Den britiske regering har indkaldt til et krisemøde om konkursen i Carillion. Det var bestyrelsen, der konkluderede, at den ikke havde andet valg end at erklære den økonomisk trængte virksomhed konkurs.

Et parlamentsudvalg vil kulegrave regeringens outsourcing på baggrund af konkursen.

Carillion har haft en bred vifte af arbejdsområder. Virksomheden har stået for bygningen af jernbaner og veje og anden infrastruktur i Storbritannien. Hertil kommer serviceydelser på skoler, hospitaler og andre offentlige institutioner.

Blandt andet har virksomheden stået for drift af ejendomme inden for forsvaret.

Carillion har 43.000 ansatte, heraf arbejder 20.000 i Storbritannien.

Virksomheden forhandlede søndag med regeringen om økonomisk støtte på 300 millioner pund (2,5 milliarder kroner), skrev avisen Mail on Sunday. Men det blev afvist.

Carillion har været ramt af en række kostbare forsinkede projekter. Det har været medvirkende til, at virksomheden efter første halvår 2017 stod med et underskud på over 1,4 milliarder pund (11,75 milliarder kroner).

Den konservative regering oplyser, at den vil finde finansiering til at aflønne det personale i Carillion, der udfører nødvendige tjenester for det offentlige, skriver Reuters.

Men Labour ønsker forløbet undersøgt.

- Dette selskab udsendte tre advarsler om regnskabet inden for det seneste halve år. På trods af disse advarsler fortsatte regeringen med at tildele kontrakter til selskabet, siger Labours erhvervsordfører, Rebecca Long Bailey.

Hun opfordrer til, at regeringen så hurtigt som muligt overtager og nationaliserer de privatiserede dele af de offentlige opgaver, som Carillion har stået for.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095