Han bliver ny koncerndirektør i Ørsteds Wind Power
Samuel Leupold, koncerndirektør for Wind Power i Ørsted og medlem af Ørsteds koncernledelse har valgt at fratræde sin stilling, oplyser Ørsted.
Samuel Leupold ønsker at tage en pause for at bruge mere tid med sin familie efter gennem et par år at have pendlet frem og tilbage mellem sit hjem i Schweiz og Ørsteds kontorer i København og London.
- Det har været en sand fornøjelse at have Samuel med i den øverste ledelse de sidste fem år. Hans utrættelige drive, pligtopfyldenhed, strategiske tænkning og faglige dygtighed har haft stor betydning for udviklingen af Ørsteds Wind Power-forretning fra at være en relativt ny og umoden virksomhed til en industrivirksomhed i fuld skala, der er globalt førende inden for sit felt, siger Henrik Poulsen, administrerende direktør og koncernchef for Ørsted i en pressemeddelelse.
- Vi kommer til at savne ham, men jeg har stor forståelse og respekt for hans beslutning, og jeg ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden, tilføjer Henrik Poulsen.
Ny koncerndirektør
Samuel Leupold har sidste arbejdsdag i Ørsted 28. februar 2018 og den, der skal træde i hans sted bliver Martin Neubert, Senior Vice President i Ørsted Wind Power.
De seneste år har Martin Neubert været en vigtig drivkraft i den strategiske udvikling af Wind Power, hvor han har haft ansvaret for forretningens strategi-, markeds- og projektudvikling samt regulatoriske anliggender. Han har desuden været ansvarlig for Ørsteds havvindsforretning i Tyskland, Holland, USA og Taiwan.
- Jeg er rigtig glad for, at Martin Neubert er klar til at træde til og overtage efter Samuel. Martin har arbejdet tæt sammen med Samuel og har spillet en væsentlig rolle i at drive den udvikling, der har sikret Wind Power sin position som globalt førende inden for havvind. Martin besidder alle de nødvendige strategiske og driftsmæssige kompetencer samt den erfaring, der skal til for at stå i spidsen for Ørsted Wind Powers videre globale vækstrejse, siger Henrik Poulsen videre.
Martin Neubert kom til Ørsted i 2008, hvor han har været ansvarlig for Group M&A, Partnerships and M&A samt Commercial Transactions & Market Development. Før han kom til Ørsted har han arbejdet i Bain Capital, EY og Arthur Andersen. Martin er 44 år og af tysk baggrund. Han har en kandidatgrad i økonomi og finansiering fra Universität Erlangen-Nürnberg og har en diplomuddannelse fra CFA Institute.