Ny stor magasinbygning er sendt i udbud
263 mio. kroner eksklusive moms. Så meget investeres der nu i en ny magasinbygning til Det Kongelige Bibliotek og Nationalmuseet.
Byggeriet udføres i totalentreprise, som netop er sendt i udbud med omvendt licitation.
Fællesmagasinet skal placeres inden for et udvalgt projektområde på cirka 10 hektar i den nye by, Vinge, i Frederikssund Kommune.
Den endelige grundstørrelse fastsættes efter kontrahering med den vindende totalentreprenør og på baggrund af den konkrete projektudformning.
Slots- og Kulturstyrelsen er bygherre på projektet og oplyser, at magasinet skal benyttes til en mere sikker og optimal opbevaring af både biblioteksmateriale og kulturhistoriske genstande.
- Målet med udbuddet er at etablere et fællesmagasin, som opfylder de projektspecifikke krav til blandt andet byggeri, indeklima og funktioner, og derudover er målet at opføre et magasin, som giver mest mulig kapacitet inden for den fastsatte økonomiske ramme, skriver styrelsen på sin hjemmeside.
Bliver en del af kulturarven
Sweco Danmark og H+Arkitekter vandt sammen med Lett advokatpartnerselskab og EDC Erhverv Poul Erik Bech tilbage i marts 2016 opgaven som bygherrerådgiver på projektet.
Dengang sagde partner Jesper Wegener fra H+Arkitekter, at et vigtigt fokus for projektet er, at magasinet i sig selv bliver en del af den kulturarv, der gives videre til eftertiden,
- Rigsarkivet på Kalvebod Brygge er et godt eksempel, der viser, at det kan lade sig gøre at tænke arkitekturen ind sammen med alle andre væsentlige parametre. Det er et interessant og samtidig rationelt byggeri, der giver noget til omgivelserne, og som ikke bare en stor, sikret klods midt i byen, sagde Jesper Wegener.
Kontrakten vil omfatte både projektering og udførelse, herunder også levering og montering af eksempelvis reol- og opbevaringsløsninger og tekniske hjælpemidler.
I forhold til sikringen af bygningen vil Slots- og Kulturstyrelsen indgå en selvstændig aftale med eksperter inden for sikring af værdifulde genstande og effekter.