HHM høvler to måneder af tidsplan
På Byggefelt 16 i Carlsberg Byen har HHM netop afleveret Rahbek Hus to måneder før tid - uden at arbejde over eller hente ekstra bemanding ind.
Ifølge projektchef Thomas Høyer Andersen har det udelukkende kunnet lade sig gøre, fordi han og HHM har brugt lokationsbaseret planlægning (LBS), der giver entreprenøren et tydeligt overblik over tid, aktiviteter og lokationer på byggepladsen.
- Jeg kan for eksempel forudse præcist, hvor og hvornår, flere håndværkere eller fag konflikter ved at være på samme lokation på samme tidspunkt. Det giver mig mulighed for at rette op i tide, forklarer Thomas Høyer Andersen.
Bragte metoden med til HHM
Thomas Høyer Andersen har arbejdet med LBS i over 10 år; først hos MT Højgaard, siden NCC og nu hos HHM, hvor han bragte metoden og værktøjet Vico Schedule Planner med sig ved ansættelsen som projektchef i foråret 2016.
Her overtog han ledelsen af et igangværende boligprojekt i Carlsberg Byen og skiftede over til LBS, da HHM gik i gang med hul på lukning og aptering.
På Rahbek Hus, der består af 37 lejligheder, er Vico Schedule Planner anvendt fra start, og værktøjet bærer en stor del af æren for den optimerede tidsplan:
- Havde jeg lavet min tidsplan i Gantt, ville den have fyldt fire A0-sider for overhovedet at være læselig, men fordi jeg bruger Schedule Planner, kan jeg samle det hele på én A3-side. Med Schedule Planner får jeg det overblik, jeg har brug for, og det har været afgørende for Rahbek Hus’ tidlige færdiggørelse, siger Thomas Høyer Andersen.
Mikset af tid og lokation betyder, at processen optimeres, og at overblikket bliver større. Programmet kommer specielt til sin ret ved projekter med mange gentagelser, fordi man kan duplikere processerne.
Thomas Høyer Andersen har tidligere været ude for, at et byggeprojekt med lejligheder lå ubemandet hen i otte uger, fordi der ikke var tilstrækkeligt overblik over tid og lokation.
Da arbejdet blev genoptaget, var der for mange mennesker et sted, og de forsinkede hinanden, fordi de ikke havde ordentlig ro, plads og tid til deres arbejde. Det ville aldrig ske med LBS.
HHM har yderligere to etaper at bygge, før arbejder på Byggefelt 16 i Carlsberg Byen er afsluttet. Også her vil der blive anvendt LBS.
Lokationsbaseret planlægning
Lokationsbaseret planlægning – eller ’cyklogram-metoden’ – vinder i disse år frem byggebranchen i Danmark.
Kort fortalt går metoden ud på at skabe et optimalt flow med en jævn bemanding på byggepladsen uden start og stop. Det handler dels om at undgå ’tidslommer’, hvor områder af byggepladsen står tomme, dels om at forhindre situationer, hvor for mange personer opholder sig på samme sted på samme tidspunkt. Lokationsbaseret planlægning er ikke noget nyt fænomen. Faktisk lå de selvsamme principper til grund for byggeriet af selveste Empire State Building i New York City, hvor det for mere end 80 år siden lykkedes at opføre de 102 etager i løbet af blot 18 måneder. |