DAGENS LEDER: National strategi kan være vejen frem
Vedvarende energi skal fylde langt mere i det samlede energiforbrug herhjemme i 2030. Frem for det af regeringen fastsatte mål på 50 procent, bør målet snarere lyde på 55 procent.
Det mener det uafhængige råd af sagkyndige, Klimarådet, som har afleveret en række anbefalinger, der kan danne grobund for den energiaftale, der skal afløse den nuværende fra 2020.
En af vejene er blandt andet nye nationale klimastrategier for de vigtigste sektorer - blandt andre bygninger. Det er en interessant synsvinkel.
Flere rapporter og undersøgelser har gennem de senere år påpeget, at der ligger et enormt potentiale i at mindske varmeforbruget for bygninger. Eksempelvis har Statens Bygningsforskningsinstitut påvist, at renoveringer kan spare en tredjedel af varmeforbruget i bygningerne frem mod 2050.
Så der ligger altså et stort potentiale i at opsætte en mere langsigtet strategi for energiforbruget i landets bygninger - ikke mindst når man ser på den ældre del af bygningsmassen, hvor der er et stort renoveringspotentiale.
Men et er anbefalinger - noget andet er realiteter. Der venter uden tvivl nogle hårde energiforhandlinger til næste år. Men Folketingets partier lander forhåbentlig en så bred aftale som muligt, som tilfældet var med den nuværende i 2012. Klimaproblematikken bliver nemlig stadig mere vigtig for alle herhjemme. Og for byggeriet som helhed kan der ligge store opgaver forude inden for energirenoveringer og -byggeri med en ny aftale.