23948sdkhjf

Byggeprojekt kan vinde idrætspris

Musholm Feriecenter ved Korsør er en af 12 nominerede til Kulturministerens Idrætspris

Sammen med en lang række forbund har Kulturministeriet indstillet 12 kandidater til årets idrætspris, og i år kan et byggeri løbe med prisen - nemlig feriecenteret Musholm i Korsør.

Det er kun sket tre gange tidligere, siden Kulturministerens Idrætspris blev stiftet i 2005, og nyheden om nomineringen modtages med stolthed hos Aart Architects.

- Det vidner om, at vi sammen med Muskelsvindsfonden og et stærkt team af samarbejdspartnere har skabt et sted med potentialet til at løfte livskvaliteten for alle mennesker uanset deres livsvilkår, siger stiftende partner Anders Tyrrestrup.

Inkluderende arkitektur
Som et nybrud inden for tilgængelig og socialt inkluderende arkitektur har Musholm tiltrukket stor opmærksomhed - nationalt såvel som internationalt.

Så sent som i sidste måned løb Musholm med to priser, da da Den Internationale Olympiske Komite (IOC) og Den Internationale Paralympiske Komite (IPC) hædrede verdens bedste sportsbyggerier. Og i 2016 vandt projektet hovedprisen ved IAUD Awards i Japan som verdens mest universelt designede bygning.

Det er Parasport Danmark, der har nomineret Musholm nomineret til årets idrætspris for at sætte Danmark på verdenskortet inden for tilgængelighed til idræt og sport.

Blandt de øvrige nominerede finder man blandt andre verdensmesteren i badminton Viktor Axelsen, orienteringsløberen Maja Alm med 13 VM-medaljer i bagagen og kvindelandsholdet i fodbold med deres EM-medaljer fra i sommer.

Vinderen afsløres ved en reception 11. december.

Kulturministerens Idrætspris 2017

Kulturministerens Idrætspris gives til en ekstraordinær præstation eller indsats inden for idrætten. I år er 12 kandidater indstillet til Kulturministerens Idrætspris 2017

Team Danmark har indstillet:
Maja Alm (orienteringsløber)
Viktor Axelsen (badmintonspiller)
Dansk Sejlunion

DGI har indstillet:
Efterskoleholdet 2017 ved chefkoreograf Lars Bak Larsen
Jesper Tvermoes (formand for Birkerød Tennisklub)

Danmarks Idrætsforbund har indstillet:
Ilknur Kekec (ungdomsformand i Høje Taastrup Idrætsforenings fodboldafdeling HTI Fodbold)
Dansk Arbejder Idrætsforbund for Idræt for Sindet
Kvindelandsholdet i fodbold for EM-sølv

Dansk Firmaidrætsforbund har indstillet:
Ulla Strøm Nordenhof (arbejdsmiljøkonsulent)

Parasport Danmark har indstillet:
Musholm Feriecenter – Ferie, Sport, Konference.

Kulturministeriets Forskningsudvalg har indstillet:
Jens Bangsbo (professor)

Anti Doping Danmark har indstillet:
Jon Bjarke Rasmussen (ph.d.-studerende) og Caroline Michaela Nervil Kistorp (overlæge og klinisk forskningslektor)

Læs mere om de indstillede kandidater på Kulturministeriets hjemmeside www.kum.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12