23948sdkhjf

Alle børn har ret til frisk luft

Brancheorganisationen Tekniq mener, at landets nyvalgte politikere bør fokusere på bedre indeklima i både vugge- stuer, børnehaver og folkeskoler i hele landet

Danske børn i alle aldre hiver bogstaveligt talt efter vejret i både daginstitutioner og børnehaver. Alligevel har det knebet gevaldigt for kommunerne at gøre noget effektivt ved problemet - til trods for en lang række undersøgelser, som viser, at et dårligt indeklima har stor betydning for både helbred og indlæringsevne.

Derfor er det også positivt, at politikerne tilsyneladende nu har tænkt sig at sætte fokus på problematikken. I hvert fald meldte Venstre i København umiddelbart inden kommunalvalget ud her på siderne, at man ville have kortlagt indeklimaet i kommunens daginstitutioner og behovet for forbedringer.

Det er ikke et øjeblik for tidligt, at der sættes fokus på problemet, og forhåbentlig vil de gode intentioner og løfter også blive omsat til konkret handling, når der skal afsættes de nødvendige penge til den tiltrængte renovering af institutioner og ikke mindst folkeskoler.

Det er ikke godt nok
Tidligere på året viste en undersøgelse fra Realdania og DTU, at hele 91 procent af landets klasseværelser i løbet af en skoledag var udsat for CO2-koncentrationer, der var langt højere end de tilladte grænseværdier. Samtidig viste undersøgelsen, at der i dag kun er mekanisk ventilation i 52 procent af klasseværelserne, mens man i resten er overladt til "åbn lige vinduet i fem minutter"-metoden. Og andre undersøgelser har desuden vist, at eleverne typisk præsterer op til 15 procent dårligere på de skoler, hvor der er problemer med indeklimaet.

Det er bare ikke godt nok.

Der er med andre ord brug for, at man i både København og resten af landets kommuner prioriterer indeklimaet langt højere på skoler og i daginstitutioner. Og man kan kun håbe, at de politiske løfter i København vil sprede sig til hele landet og være med til at sikre den næste generation en god start på skolelivet - også nu, hvor kommunalvalget er overstået.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.038