23948sdkhjf

Realdania-millioner til spritfabrik-projekt

Bevilling på 80 mio. kroner skyder gang i arkitektkonkurrence om nyt kunstcenter på den fredede industrigrund

Over to mia. kroner bringes i spil, når Aalborgs ikoniske spritfabrik fra 1931 i de kommende år omdannes til en ny bydel med kunst, kultur og gastronomi som de bærende elementer.

Omdrejningspunktet bliver verdens største kunstværk i glas; "Cloud City" af argentinske Tomás Saranceno, som idémanden Martin Ole Nielsen allerede har rejst 100 mio. kroner til at realisere.

Sammen med kunstværket etableres et 3.800 kvadratmeter stort kunstcenter, som indrettes i fabrikkens gamle værkstedsbygning og kedelhal. Med en bevilling på 80 mio. kroner fra Realdania igangsættes dette delprojekt nu, og der udskrives en arkitektkonkurrence for kunstcenteret og området omkring.

Ikonisk og enestående
"Spritten", som området hedder i folkemunde, er udpeget som et af de 25 vigtigste industriminder i Danmark og er det største sammenhængende fredede industrianlæg i landet.

Foruden kunstværket Cloud City og det tilhørende kunstcenter omfatter planerne et mikrodestilleri, en torvehal, et hotel, et chokolade-oplevelsescenter, designbutikker, boliger, restauranter, underjordisk parkering og - måske - et nyt Aalborg Teater.

- Spritten er et rigtig fint eksempel på, hvordan vi gennem en ny anvendelse af tomme industribygninger kan skabe liv, som kan blive en stærk driver for udviklingen i området. Spritten er et ikonisk og enestående stykke industrikultur, som nu med renoveringen og det unikke kunstværk får et nyt liv som kulturelt samlingspunkt for Aalborg. Den sjæl og identitet, som gamle industribygninger indeholder, kan man ikke genskabe, hvis man bygger nyt, siger adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård.

Det kunstcenter, som arkitekter nu får mulighed for at komme med bud på, skal indeholde 2.800 kvadratmeter til udstillinger samt 1.000 kvadratmeter til publikumsfaciliteter, café, overnatning til kunstnere, kunstmagasin, kontorer og personalerum.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.288