LM Byg vinder entreprise til 115 mio. på klar strategi
LM Byg A/S havde knap nok fået hænderne ned, efter at have underskrevet råhusentreprisen på udvidelsen af Hvidovre Hospital, da de i sidste uge vandt endnu et stort hospitalsbyggeri - Ny Retspsykiatri Sct. Hans i Roskilde.
- Det har i lang tid været en klar strategi fra vores side at vinde flere af de kommende hospitalsbyggerier, og det har hele organisationen arbejdet fokuseret imod. Så når det på én uge lykkes at underskrive og vinde to hospitalsbyggerier, er vi naturligvis meget stolte og glade, siger Hans Anker Nielsen, adm. direktør i LM Byg A/S i en mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Der var stor interesse fra hele branchen, da byggeriet af Region Hovedstadens Nye Retspsykiatri blev udbudt i 16 fagentrepriser. Efter et målrettet tilbud vandt LM Byg A/S råhusentreprisen, hvor der forventelig underskrives kontrakt i november 2017 med opstart primo 2018.
12 meter skråning
Nybyggeriet på næsten 21.000 m2 skal rumme 126 patientstuer fordelt på fire sengeafdelinger. Derudover etableres en stor aktivitetshave, der omkranses af en indendørs forbindelsesgang mod øst, ligesom der etableres lukkede gårdhaver for både patienter og personale i ankomstbygningen og sengeenhederne.
Opførelsen af Ny Retspsykiatri Sct. Hans kommer til at foregå i historiske omgivelser og på en unik grund. Det nuværende Psykiatrisk Center Sct. Hans er over 200 år gammelt og består af fredede bygninger samt naturgrunde og vil være et udfordrende byggeprojekt, der skråner 12 meter. Men det genrer ikke entreprenøren:
- Vi har igennem 30 år opført råhusentrepriser i alle segmenter, siger Hans Anker Nielsen.
Det samlede beløb på råhusentreprisen på Ny Retspsykiatri Sct. Hans forventes at være omkring 115 mio. kroner. Byggeriet forventes at stå færdigt i begyndelsen af 2021. Arbejdet begynder primo 2018.