DAGENS LEDER: Høringer må aldrig blive en formsag
Uartigt, urimeligt og et demokratisk problem. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når byggeriets organisationer kommer med deres ærlige mening om de korte svarfrister, der nogle gange er til at afgive høringssvar.
Senest har svarfristen været to-tre arbejdsdage på et nyt forslag om at suspendere solcellepuljen for 2017. Det åbner hverken mulighed for, at fagpersoner kan nå at sætte sig ind i stoffet, eller at organisationerne får mulighed for at indhente kommentarer fra deres medlemsvirksomheder.
Solcellepuljen er desværre langt fra det første eksempel på, at statslige styrelser sætter kortere og kortere svarfrister på lovforslag, bekendtgørelser mv. Og det uanset om regeringens farve har været rød eller blå. Den nuværende regering lægger ellers i sit regeringsgrundlag op til, at høringsparter har "ordentlig tid til at gennemgå lovforslag og udarbejde kommentarer", ligesom Justitsministeriet har det nedskrevet i en vejledning.
Men oplevelsen er, at der langt fra bliver givet "ordentlig tid", og umiddelbart får man jo det indtryk, at regeringen blot vil haste sine forslag igennem uden at høre på fagkundskaben.
En høringsfase må aldrig blive en ren formsag, men er netop til for, at de personer, virksomheder og organisationer, der skal leve med beslutningerne kommer til orde på et oplyst grundlag. De korte svarfrister skader lovgivningsarbejdet, og regeringen bør i langt højere grad leve op til sin egen målsætning. For tre dage er ikke "ordentlig tid".