Vand og sol varmer sønderjysk by op
Broager henter nu varme fra både solen og grundvandet 250 meter nede i jorden.
Broager henter nu varme fra både solen og grundvandet 250 meter nede i jorden. Siden 2009 har Broager Fjernvarme produceret fjernvarme ved hjælp af solvarme. Nu har de suppleret med en grundvandsvarmepumpe, hvilket vil reducere forbruget af gas med yderligere 74 procent.
Det skriver ProjectZero på sin hjemmeside.
- På den måde kan vi nedsætte vores CO2-aftryk, og dermed er alle fjernvarmekunder i Broager med til den grønne omstilling. Vi vil selvfølgelig gerne have flere til at koble sig på fjernvarmen, på den måde er nye kunder jo med til at bakke op om den grønne omstilling, udtaler driftsleder Povl Bonde Christiansen, Broager Fjernvarme og fortsætter:
- Vi glæder os rigtig meget til, at anlægget kan komme i drift. I øjeblikket tester vi systemet, og det ser rigtig godt ud.
Sænker gasforbrug
Etableringen af grundvandsvarmepumpeanlægget i Broager er med til at sænke forbruget af gas. Anlægget gør, at kun ni procent af varmen nu produceres med gas mod tidligere 80 procent.
- Projektet med grundvandsvarmepumpen blev til for, at vi forsat kan levere stabil varme, når tilskuddet til Naturgasfyret kraftvarme udfases. Så vi har været forudseende og fundet en løsning, der ikke gør varmen dyrere for vores fjernvarmekunder, slutter Povl Bonde Christiansen.
Drives af strøm
Grundvandsvarmepumpen er den første af sin slags, men det er ikke første gang, at Broager Fjernvarme er først med nye teknologier.
Da man indviede solvarmeanlægget i 1998, var det også det første af sin slags i Danmark. Det gør også, at interessen for det nye anlæg er stor, og Povl Bonde Christiansen bliver ofte kontaktet af andre fjernvarmeselskaber, der gerne vil se systemet. Så på den måde er anlægget også med til at fremhæve den omstilling, som hele området har i gang frem mod 2029
- Vi har endnu ikke vist anlægget frem for vores kunder eller andre, men vi glæder os til at indvi systemet og vise det frem for alle i Broager og omegn. Men når alt er klart og systemet er testet færdigt så skal det helt sikkert markeres, fortæller Povl Bonde Christiansen
Det nye anlæg drives af strøm, derfor er Broager Fjernvarme også afhængig af andre omstillinger i området for at sænke deres CO2 - aftryk. De planlagte vindmøller vil bidrage, ligesom det vil være en mulighed at bruge Biogas i deres systemet ved spidsbelastninger, hvis bare kvaliteten er god nok.
badstue