Jorden er gødet for nyt hotel ved Rundetårn
Freja, der sælger og udvikler statens tidligere ejendomme til nye formål, sætter nu fem eksklusive city-ejendomme til salg
Salget sker i samarbejde med det internationale mæglerfirma Cushman Wakefield | RED.
Ejendommene i hjertet af København rummer et etageareal på næsten 30.000 kvm og har tilsammen en udbudspris på cirka en mia. kroner.
Kronjuvelen i samlingen er Købmagergade 50, der tidligere husede Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Som den første ejendom herhjemme blev den i 1880’erne tegnet specifikt til forretningsbrug, med store vinduespartier.
- Det kunne være spændende, hvis det bliver hotel, men den, som betaler den højeste pris, får alt andet lige ejendommen, siger Nicholas Thurø, managing partner i RED, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Intakte detaljer
- Købmagergade 50 har et væld af de originale detaljer, der kan iscenesættes for eksempel i et moderne boutiquehotel, siger Nicholas Thurø.
Derfor har Årstiderne Arkitekter været med til at udvikle en række scenarier for adressen, så interesserede købere rent visuelt kan se hotelfunktionen for sig.
- Bliver det hotel, vil gæsterne kunne nyde en enestående blanding af nordisk design, historisk arkitektur og pulserende byliv. Ejendommen har desuden tre store indre forbundne gårdrum, der kan udnyttes til restauranter og udendørsliv, siger Nicholas Thurø om ejendommen, der, som de fire andre, tidligere har huset Københavns Universitet.
- Vi har skabt fuld afklaring og har haft landinspektører, ingeniører, arkitekter og mæglerfirmaet på for at sikre os, at alle sten var vendt, før vi trykkede på salgsknappen, siger direktør i Freja, Carsten Rasmussen, i en pressemeddelelse.
En opgørelse fra RED over det Københavnske hotelmarked viser fuldt blus på kedlerne: 18 hoteller, med mere end 4.000 værelser, er pt. ved at blive opført, udbygget eller renoveret, frem mod 2021.
Trods de mange nye hoteller, forventer Nicholas Thurø, at Købmagergade 50 og Købmagergade 44-46 vil kunne blive et par fantastiske hoteller.
- En del hoteloperatører har skrevet sig op til salgsmateriale. Der er stor interesse, så nu er det kun et spørgsmål om, at folk har den rigtige regnemaskine, så de kan ramme de priser, vi vil have. Men jeg regner med overtagelse inden årets udgang, siger han.
Perler i Latinerkvarteret
De tre andreejendomme i Latinerkvarteret har også gode udviklingsmuligheder. Det er Bispetorvet 1-3, Studiestræde 34 og Sankt Peders Stræde 19.
- For både Studiestræde og Sankt Peders Stræde gælder det, at de skal være boliger, når de bliver lediggjort. Det er et krav fra kommunen, siger Nicholas Thurø og tilføjer, at Bispetorvet til gengæld rummer muligheder for kontorer, bolig og hotel.
- Jeg tror fortsat på erhvervsanvendelse, med publikumsorienterede funktioner, siger han.
Københavns bedste beliggenhed
Købmagergade 50, der tidligere husede Den Kongelige Porcelænsfabrik, kan med et kommende salg, der ventes senest ved årsskiftet, blive til et nyt og attraktivt beliggende hotel.
I 1880 flyttede fabrikken ud af byen, og en ny bygning på lige over 10.000 kvm blev opført. Det var den første ejendom herhjemme, der blev tegnet specifikt til forretningsbrug, med åbne planer og store vinduespartier på over tre meter i bredden. Den dag i dag står mange af de originale detaljer intakte, som de store sprossede ateliervinduer og de snoede trapper. Købmagergade 50 har et væld af de originale detaljer, der ifølge mæglerfirma Cushman Wakefield | RED, kan iscenesættes i et moderne boutiquehotel. |