10

Billeder

Af David Wedege 5. oktober 2017 00:05

"Panton", af Ida Engholm og Anders Michelsen. 351 sider. Er udkommet på forlaget Strandberg Publishing.

Forfatterne har en agenda med "Panton" – et monumentalt og kompromisløst totalværk.

Den godt 350 sider lange akademianalyse af formgiverens samlede livsværk, ligner én lang bevisførelse, hvor Ida Engholm og Anders Michelsen vil kanonisere Verner Panton. Også så det brager.

Hans navn skal ind i remser, hvor man nævner de store. Ikke blot som ham, den morsomme sidetallerken. Budskabet er, at han ikke var skæv, provokerende og outreret, som et gammelt omdømme dømte han. Han var først og fremmest begavet, gennemorganiseret og visionær.

Og forfatterne bevisfører stærkt besnærende. Med lidt tilgivelige svagheder.

Ikke ét møbel ad gangen

Skal man virkelig forstå Panton, må man flytte sit stirreblik fra det, der i 2017 er blevet materielle begærsobjekter som alt muligt andet på markedet, der har navn efter notabiliteter.

Som den støbte plastikstol Panton Chair, der er et ikon på linje med Y-stolen og Myren.

For det var ikke Pantons mission at indordne sig i en tradition, hvor man skaber enkeltstående skulpturer og får dem masseproduceret. Panton skabte ikke et møbel, uden at tænke det ind i mønstre, miljøer og systemer, hvor alle rummets dele har indbyrdes slægtskab.

Bedst eksemplificeret ved spektakulære og udødeliggjorte indretningsprojekter fra omkring 1970 som Varna-palæet i Aarhus, mediehuset Spiegel i Hamborg eller den afsindige og mytologiske Visiona 2-udstilling i Köln, hvor formgiverens fantasi fik fuldkommen kompromisløst, frit løb.

Kræver sin læser

Bogen lokker husarerne med sit æggende, Panton-mønstrede omslag, som giver indtryk af kaffebordsbogens lethed.

Men skindet bedrager. Jo, der er billeder. Enormt mange. Fordi de er dokumentarisk essentielle.

Så man bliver ikke snydt for fuldfede og kakafoniske farvefotografier, man typisk forbinder Panton med. Men det er ikke så meget en biografi. Ikke så meget en krønike. Som det er en kiksetørt fortalt, kompromisløs og højakademisk analyse, som går langt ud ad forfatternes idisynkratiske tangenter efter forgodtbefindende.

Bogen kræver sin læser. Man skal kravle højt op for at plukke erkendelsens frugter.

Den forsøger især at skabe forståelse for Pantons geni og kulturhistoriske bidrag ved at påstå nogle idéhistoriske og kulturhistoriske præmisser, og referencerne fylder godt op.

Flere gange forekommer Panton selv at være de tynde skiver pålæg på referencernes tykke rugbrødsskiver.

Manden selv er tavs her

Bogens tilgivelige svaghed er, at den ligefrem tager sig ud som snak lige hen over hovedet på afdøde.

Nok siger han ingenting længere - manden selv. Men så tørre kan kilderne heller ikke være.

Pantons egne replikker i denne 350 sider tykke klods kan stå på en neongul kontorpapirlap i punktstørrelse 10, og det virker ret uinteressant for bogens forfattere at undersøge, påvise eller sandsynliggøre med fakta, om hovedpersonen selv var bevidst eller ej om de begreber og fænomener, han sættes i sammenhæng med.

Læste han selv Huxley - og om sansningens betydning og erkendelsens døre?

Det står klart, at Verner Panton var praktiker. Myreflittig og produktiv. Man savner så at vide, om han også var teoretiker og hvorvidt han arbejdede bevidst. Han interesserede sig for og granskede i videnskab om farver for at udvikle sine paletter, og farvevalgene havde nogle klare psykologiske sigter. Ellers er mandens teoretiske tilgang for sporadisk beskrevet her.

Ingen stor postmodernist

Bogen gør det klart, at Verner Panton var modernist og formet af mellemkrigstiden, selv om han i Danmark var så atypisk én, at han tilbragte store dele af sit liv i udlandet og samarbejdede med udenlandske producenter.

Så meget modernist, at forfatterne underkender hans forsøg på at bidrage begavet til en postmoderne epoke, som oliekrisen i 1973 nærmest chokstartede ved at flå samfundet og kulturen ud af en sød drøm om evig progression.

Hvor modernismen stræbte mod fremskridt og velstand, tog postmodernismen ironisk og kritisk stilling til det hele. Det funktionelle møbel blev afløst af den stående samtidskommentar.

Dermed også sagt: Der var intet ironisk over de overdrevne og afsindige eskapader, man ser i de mytegjorte indretningsmiljøer fra omkring 1970. Pointen var alvorligt ment, og han overdrev for at få den frem.

Men Pantons forsøg som ”Pillestolen” eller ”Joke”, som er en lænestol på ben af fjedre, faldt ikke så mindeværdigt ud, synes forfatterne at dømme. 70’erne og 80’erne blev et afdansningsbal, og da han fra 1994 og frem til sin død fik kommerciel succes med en skolestol, var det med en ret ordinær siddeskal af krydsfinér. Og en kontraktstol, som trodsede noget nærmest forsvoret for Panton, da den udkom i en udgave med 4 ret almindelige stoleben!

Men sikke en storhedstid, det blev, selv om den ret beset varede i kortere end 20 år. Bogen ”Panton” folder den flot ud med billeder og kompromisløst ud med ord.

Næsten som Pantons værker var selv.

Jo, man kunne finde en masse at savne. En tættere, biografisk tilgang. En perspektivering til nutiden. Kroppens frisættelse i 60'erne som betydelig præmis for hans formgivning.

Det er ikke en bog, der udtømmer sit emne. Den åbner for en spulende brandslange.

Artiklen er en del af temaet Boganmeldelser.