Nye aftaler på plads efter entreprenørfyring
Efter flere forsinkelser valgte Nordfyns Kommune tidligere på måneden at opsige samarbejdet med Søndersø Entreprenør & Vognmandsforretning, der har stået for byggemodningen af den grund, der tidligere husede Fionia Maskinfabrik.
Den 30.000 kvm store industrigrund skal omdannes til ny bydel, Fioniaparken, og det var oprindeligt forventningen, at byggemodningen skulle have været afsluttet ved udgangen af juli.
På grund af entreprenørfyringen forventes byggemodningen nu afsluttet senest ved udgangen af november.
Siden fyringen af entreprenøren, som efterfølgende gik konkurs, har Nordfyns Kommune arbejdet på at finde en virksomhed til at færdiggøre jordarbejdet på pladsen og koordinere afslutningen af udstykningen.
Trafiksikkerhed
Nordfyns Kommune oplyser, at der her er indgået aftale med LKN Byg, og i løbet af den kommende uge vil der igen være aktivitet på byggepladsen. Kommunen har desuden indgået aftaler med Anlægsgartnerfirmaet Stein Frandsen, Munck Asfalt og El-installatør Jørn Thrane i relation til projektet.
- Vi vil have fokus på at få afsluttet arbejdet på de områder, som er til størst gene for de omkringboende. Desuden prioriterer vi at få afsætningspladsen gjort færdig, sådan at vi kan få de trafiksikkerhedsmæssige tiltag taget i brug, siger driftschef Louise Rasmussen.