23948sdkhjf

Skatteudspil skal øge arbejdsudbuddet

Regeringen vil forlænge opsvinget ved at lette skatten for 2,5 mio. danskere. Ambitiøst, mener Dansk Byggeri, der ikke håber forslaget ender med at blive forhandlet til ukendelighed

Skatterne skal sænkes for i alt 23 mia. kroner.

Regeringens skatteudspil "Sådan forlænger vi opsvinget", skal lette skatten for alle danskere i beskæftigelse. Med udspillet foreslår regeringen, at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget gradvist frem mod 2023, således at marginalskatten reduceres.

I kroner og ører får direktøren, der har en årsindkomst på over en mio. kroner mest ud af udspillet - 26.700 kroner, mens en LO’er med en årlig indkomst på 361.000 hvert år vil få et øget rådighedsbeløb på 6.400 kroner.

Forslagene i udspillet forventes at øge arbejdsudbuddet med omkring 7.600 personer og løfte det såkaldte strukturelle BNP med godt 6,5 mia. kroner.

- Vi ved, at der er en række elementer, der kan skabe et større arbejdsudbud. Skat er et af dem, og derfor letter vi med det her udspil skatten for danskere i arbejde, siger finansminister Kristian Jensen (V).

Den ambitiøse afdeling
Med udspillet reduceres antallet af personer, som kun har en lille økonomisk gevinst ved at arbejde, med 40 procent - svarende til 21.000 personer, er vurderingen fra VLAK-regeringen.

Hos byggeriets brancheorganisationer var der i går glæde over regeringens skatteudspil. Adm. direktør i Dansk Byggeri mener det er rigtigt, at fokusere på at lette skatten på arbejde.

- Det er altså et skatteforslag i den forholdsvis ambitiøse afdeling. Nu må vi bare håbe, at det ikke bliver barberet ned til ukendelighed, når det er forhandlet færdigt, siger Lars Storr-Hansen.

I forslaget lettes skatten gradvist fra 2018 og frem mod 2023, hvor reformen er fuldt indfaset og giver en samlet lettelse på 23 mia. kroner. Dansk Byggeri glæder sig over, at mange af erhvervs- og arbejdsgiverorganisationens forslag er med i udspillet.

- Vi har i årevis argumenteret for at hæve loftet over beskæftigelsesfradraget. Derved målretter man en skattelettelse til dem, der er på arbejdsmarkedet, siger Lars Storr-Hansen.

Skatteudspillet
Det vil regeringen:
  • Sænke bilafgiften til en flad skat på 100 procent. I dag betales der en afgift på 105 procent
  • Fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget. Det vil give en skattelettelse på den sidst tjente krone på 2,7 procent til folk, der tjener mere end 343.000 kroner om året. Fjernelsen af loftet over beskæftigelsesfradraget vil ske gradvist frem mod 2023
  • Indføre et nyt målrettet jobfradrag, der udgør 30 procent af den del af arbejdsindkomsten (inkl. pensionsindbetalinger), som overstiger 174.000 kroner. Fradraget indfases gradvist, indtil det er fuldt indfaset i 2023
  • Fremrykke de topskattelettelser, som er aftalt tilbage i 2012. Det vil sige, at topskattegrænsen hæves i 2018 i stedet for gradvist frem mod 2022
  • Fradrag for pensionsindbetalinger i intervallet 16.000 til 87.000 kroner
  • Fjerne udligningsskatten for pensionsudbetalinger
  • Fjerne skatten på fri arbejdstelefon
    Kilde: Regeringen

Beskedne beløb
Lige nu oplever installationsbranchen en voksende mangel på kvalificeret arbejdskraft og derfor hilser Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i brancheorganisationen Tekniq regeringens initiativer velkomment. Også selv om man godt kunne ønske sig, at regeringen var gået endnu mere ambitiøst til værks.

- Forhåbentlig kan det være første skridt i en proces, der får flere ind på arbejdsmarkedet og få dem, der allerede er i gang til at blive længere og investere både tid, kræfter og penge i dansk erhvervsliv. Det er et godt og vigtigt signal at sende, men der er stadig tale om forholdsvist beskedne beløb, siger han.

Kan regeringen samle flertal for forslaget får i alt 2,5 mio. danskere lavere skatter.

Allerede i går aftes mødtes regeringen med Dansk Folkeparti til sættemøde om skatteudspillet.

I dag præsenterer regeringen sit erhvervs- og iværksætterudspil, der skal styrke erhvervslivet og danske iværksættere i fremtiden. På torsdag kommer finanslovsudspillet.

Læs mere: LO: Vi bør investere i uddannelse ikke skattelettelser

Enhedslisten kalder i samråd
Regeringen har fusket med de oplysninger om fordelingsvirkninger som de har givet medier og offentlighed. Sådan lyder det fra Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted som nu indkalder finansministeren i samråd.

Pelle Dragsted kritiserer stærkt, at regeringen har givet tal og udarbejdet en grafik til medierne, som skulle redegøre for skatteudspillets betydning for forskellige indkomstgrupper, men som udelader konsekvenserne af vigtige dele af skatteudspillets virkninger. Dermed fremstilles udspillet mindre skævt end de i virkeligheden er.

– Jeg er faktisk målløs over at regeringen kan fuske med de tal de giver til offentligheden og medierne på denne her måde. Tallene gengives nu overalt i medierne, men er jo decideret fejlagtige, fordi de udelader virkningen af for eksempel afskaffelsen af beskatningen på fri telefon.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128