23948sdkhjf

Have & Landskab fejrer 25 år i Slagelse

I 2003 var det første gang, at udstillingen blev holdt i Slagelse, men udstillingen har tidligere også været vandreudstilling. I dag er Have & Landskab ifølge bestyrelsesformanden en "selvfølgelighed"

I år er det 25 år siden, at netop Slagelse lagde jord til den allerførste udgave af Have & Landskab. Siden 2003 har Have & Landskab desuden haft fast base i Slagelse efter nogle mellemliggende år som "vandreudstilling". Og der er mange gode grunde til, at udstillingen har slået rødder i Slagelse, fortæller Have & Landskabs bestyrelsesformand og adjungeret professor ved Københavns Universitet, Palle Kristoffersen.

- Arealet er i særklasse velegnet til udstillingen, fordi det har alle typer lokaliteter, både mark til maskinerne, park til planterne og skov til skovmaskinerne. Det giver en interessant og afvekslende oplevelse.

- Og rent geografisk har Slagelse naturligvis en god placering, eftersom man ikke kan være tæt på alle, siger bestyrelsesformanden, der også fremhæver det gode samarbejde med erhvervsskolen Selandia, der lægger arealer til udstillingen, som endnu en grund til at blive i det sydsjællandske.

En selvfølgelighed
Udstillingen har udviklet sig ganske meget gennem årene:

- Have & Landskab er blevet en "selvfølgelighed". Det er blandt andet fortsat unikt for en ansat i en kommune at få lov til at tage på Have & Landskab, siger Palle Kristoffersen til Licitationen Byggeriets Dagblad.

- Der er sket en enorm professionalisering siden dengang. Bare se på den måde vi i dag lægger standene ud på. Det sker med GPS, som er langt hurtigere at arbejde med, siger han.

- Et andet element er, at vi ser en lang række producenter stille op her. Det sker ikke for at sælge maskiner. Det foregår gennem forhandlerne, men producenterne vil i direkte dialog med brugerne, og udvikler og innoverer på baggrund af dialogen, påpeger han overfor Licitationen.

Innovation i Slagelse
På den baggrund er det passende, at netop Slagelses borgmester Stén Knuth (V) har meldt sig på banen til at uddele udstillingens nystiftede pris - Maskinleverandørernes innovationspris -til den mest innovative maskinnyhed, som brancheforeningen Maskinleverandørernes medlemmer har taget med i år.

Og Stén Knuth er yderst tilfreds med både, at Have & Landskab har fundet sig til rette i hans kommune, og at han får lov til at overrække udstillingens første innovationspris.

- Vi er jo en af landets største kommuner rent geografisk, så naturpleje, klimasikring og vedligehold af udearealer betyder meget her. Derfor er jeg både glad og stolt over, at hele den grønne branche samles her hvert andet år. Ikke mindst fordi vi har et stort fokus på at være en erhvervsvenlig kommune. Vi har således rykket os fra en 94. plads til en 22. plads i Dansk Byggeris måling af erhvervsklima, og vi skal op i top 10, lyder det fra Slagelses borgmester.

Danmarksnyt og verdensnyt
- Men samtidig vil vi ikke have, at væksten sker på bekostning af naturen. Det er en af grundene til, at vi arbejder meget med grøn omstilling og blandt andet har investeret i brintbiler til kommunens bilpark. På den baggrund er det oplagt, at jeg ser frem til alle de innovative løsninger og maskiner, som bliver præsenteret på Have & Landskab, siger Stén Knuth.

At innovation er vigtig, kan direktør i Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, Niels Kirkegaard, godt skrive under på. Niels Kirkegaard er selv udstiller på Have & Landskab med GMR maskiner A/S, hvor han er direktør og har fire mand ansat alene til at beskæftige sig med innovation. Det er hans erfaring, at det netop er det nye og det innovative, som trækker folk ind på standene.

- Det er derfor, at vi fra Maskinleverandørernes side har lanceret konceptet med at markere nyhederne tydelig skiltning. Én lysende pære til en firmanyhed, to lysende pærer til Danmarksnyheder og tre til Verdensnyheder. For der er faktisk et par verdensnyheder med i år, så der skal nok blive masser af spændende ting at se, ikke mindst hvem der løber med innovationsprisen, siger Niels Kirkegaard, som dog ikke vil afsløre, om vindernyheden er at finde indenfor el-køretøjer, førerløse maskiner eller en hel tredje kategori.

Læs meget mere i det store tillæg, Have & Landskab ’17, der udgives med avisen i dag

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095