23948sdkhjf

SK Forsyning trækker rør under Korsør Havn

Det er sin sag at trække et 200 meter langt stålrør svejset i ét stykke igennem undergrunden uden stop

I forbindelse med, at SK Forsyning udbygger med fjernvarme i Halsskov, skal der etableres et nyt fjernvarmeværk i Energipark Korsør.

Det betyder, at det eksisterende fjernvarmenet i Korsør skal forbindes med det nye net i Halsskov. Derfor skal ledningerne passere under havet.

Efter en del forundersøgelser, blev det besluttet at ledningerne skulle føres under Korsør Havn fra Casper Brands plads ved Havnearkaderne til stien langs Tårnborgvej.

Arbejdet er lidt af en specialopgave for hovedentreprenør Zahco-Lind, der har stået for at lægge de to 200 meter lange DN350-rør fra Isoplus. Rørene blev monteret i to styk 800 mm foringsrør.

Ramte forhindring
- Under boringen skulle vi tackle både at gennembryde et meget blødt gytjelag for senere at håndtere et meget hårdt lag moræneler, over 700 Mpa, for slet ikke at snakke om de sten, som kan obstruere mangt en styret underboring. En uheldig cocktail idet gytjelaget forhindrede brugen at grej, der kunne gennembryde store sten, siger anlægschef i SK Forsyning Torben Kofoed og fortsætter:

- Undervejs er der boret cirka 20 meter under terræn. På strækningen har vi krydset både vand- og højspændingsledninger og de store hovedfiberkabler i vejen.

SK Forsyning foretog, forud for operationen med at trække de 200 meter lange rør under havnen, pilotboringer. Det foregik dog ikke uden problemer.

Efter lang tids hårdt arbejde for at komme igennem den hårde moræneler, ramte pilotboringen en større forhindring 20 meter før målet i ni meters dybde, hvilket betød at man måtte starte forfra med pilotboringen.

SK Forsyning lavede derfor en række vandrette søgeboringer fra modsatte side for at afdække og afgrænse forhindringen, og herefter lykkedes det at komme igennem med begge pilotboringer.

Én arbejdsgang
Pilotboringerne skulle derefter rimmes op til den endelige dimension, det vil sige at et rimmerhoved med stigende dimension skulle trækkes frem og tilbage, indtil hullet var stort nok.

Det er sin sag at trække et 200 m langt stålrør svejset i ét stykke igennem uden stop - og operationen skal foregå uden stop, ellers risikerer man, at det sætter sig, og så kan man ikke få det igennem.

Da de to 200 m lange fjernvarmerør var blevet samlet, dobbeltmuffet, trykprøvet og 100 procent NDT-kontrolleret, blev de lagt i et Ø800 mm trækrør sammen med et arsenal af mindre trækrør.

Og så var man sådan set klar til at trække de lange rør gennem boringerne.

Forud for trækningen blev fjernvarmerøret fyldt med vand, for at undgå alt for stor opdrift, og dermed friktion.

- Den første trækning gik ikke helt glat, men igennem kom det da. Ved trækning af rør nr. to var erfaringerne medvirkende til en problemfri trækning. Den sværeste del af hele projektet var på plads, lyder det fra SK Forsyning.

Det sværeste først
Arbejdet med boringen er udført som det første, hvorefter der forestår gravearbejde hele vejen mellem det nye værk og den eksisterende varmecentral på Gasværksvej.

- Når vi går ind i et projekt af denne type, er der ingen tvivl om, at der ligger en lang række risici, og der vil altid komme uforudsete udfordringer. Det var derfor vigtigt for os, at den mest kritiske aktivitet, blev gennemført som det allerførste. Krydsningen af havnen var en nøgleoperation for projektets succes, og det er nu vel overstået. Når det er sagt, så skal det siges, at man som bygherre ofte skal være parat til at ændre strategi, tidsplan og økonomi og man være i god kontakt med de eksterne interessenter, som påvirkes af projektet. Heldigvis er vi blevet mødt med stor forståelse, siger Torben Kofoed.

SK Forsyning kan nu fortsætte det planlagte projekt med nyt varmeværk og et fem km nyt ledningstracé som i første omgang kommer til at forsyne BoligKorsørs afdelinger på Motalavej samt Fasanhaven på Halsskovvej.

Projektet vil i sin helhed vare over et år, og skal afsluttes, inden fjernvarmeværket kan idriftsættes i slutningen af 2018.

Artiklen er en del af temaet Video.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109