23948sdkhjf

Mistanke om lønfusk på dansk Apple-byggeri manet i jorden

Vikarbureauet Oradeo ApS har fremlagt dokumentation for, at 3F's mistanke om underbetaling af medarbejdere på Apple-byggeriet i Viborg var uberettiget

3F’s mistanke om lønfusk ved byggeriet af Apples datacenter i Viborg har i første omgang vist sig at være grundløs.

Det skriver Fagbladet 3F.

Fagforeningen havde ellers indkaldt byggeriets parter til et 48-timers møde, fordi de mistænkte vikarbureauet Oradeo ApS for at underbetale deres medarbejdere.

Nu er mødet imidlertid overstået, og selskabet fremlagde dokumentation for, at mistanken var grundløs.

Overholder alle regler
Dokumentationen omfatter blandt andet ansættelseskontrakter, timesedler og udskrifter af bankoverførsler til vikarbureauets byggearbejdere.

- Vi er glade for, at sagen nu er afsluttet, og at 3F har anerkendt, at vi overholder alle regler og betaler vores medarbejdere den løn, de ifølge overenskomsten har ret til, siger Fergus Burke, administrerende direktør for Oradeo ApS.

Nogenlunde samme melding lyder fra M.J. Eriksson, hovedentreprenør på Apple-byggeriet i Viborg.

- Vi er naturligvis meget tilfredse med, at 3F anerkender vores dokumentation og bortfalder deres mistanke imod os. Vi har været noget uforstående i forhold til beskyldningerne om lønfusk, da vi netop har særligt fokus på at overholde de til enhver tid gældende danske arbejdsmarkedsregler for bygge- og anlægsarbejdere, så vi sikrer os, at lokale løn- og arbejdsvilkår er opfyldt for alle medarbejdere tilknyttet M.J. Erikssons aktiviteter, siger salgs- og marketingchef Anja Bach Eriksson.

Går i dialog med byggearbejderne
Hos 3F oplyser faglig konsulent i Byggegruppen, Michael Severinsen, at der i det udleverede materiale hverken var problemer eller noget, som på anden vis sprang i øjnene.

I løbet af de næste uger vil 3F gå i dialog med byggearbejderne på pladsen i Viborg for at sikre sig, at virkeligheden stemmer overens med den dokumentation, de er blevet præsenteret for.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156