23948sdkhjf

Apples investering kan komme byggebranchen til gode

Apple bygger endnu et datacenter, som er større end alle hidtidige datacenterprojekter i Danmark tilsammen.

Som det kom frem mandag, udvider Apple sine aktiviteter i Danmark og bygger et nyt datacenter lige uden for Aabenraa. Et byggeri, som forventes at løbe op i en samlet pris på omkring seks milliarder kroner.

Forventningerne til, hvad byggeriet kan medføre af arbejdsopgaver, er derfor allerede store - ikke mindst i Aabenraa Kommune, hvor man især regner med, at projektet vil beskæftige mange mennesker i bygge- og anlægsbranchen både direkte og indirekte.

- Apples investering vil bringe mange arbejdspladser med sig, ikke mindst i bygge- og anlægsfasen. Det medfører ekstra vækst ikke bare i Aabenraa, men i Sønderjylland og hele Grænseregionen, lyder det fra borgmester Thomas Andresen i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke kun i byggefasen, at projektet kan skabe muligheder for lokalområdet.

Ifølge Aabenraa Kommune vil investeringen fra Apple således kunne bringe flere med sig i de kommende år, hvis underleverandører, servicevirksomheder og andre samarbejdspartnere vælger at følge med Apple til Aabenraa Kommune.

- Investeringen fra Apple betyder også, at vi føjer datacentre til vores styrkepositioner på erhvervsområdet i Aabenraa Kommune. Der er stigende global efterspørgsel på netop datacentre, hvor man i branchen leder efter de helt rigtige steder at placere sig, siger Thomas Andresen.

Alene målt på arealet af grundstykket er projektet større end alle hidtidige datacenterprojekter i Danmark tilsammen. Byggegrundens areal svarer til ikke mindre end 400 fodboldbaner.

Projektet har været under forberedelse igennem længere tid og er sket i et tæt og fortroligt samarbejde mellem Apple, Aabenraa Kommune og Invest in Denmark, som er en del af Eksportrådet i Udenrigsministeriet.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094