23948sdkhjf

Altanleverandør: Sløset omgang med affald kan blive dyrt

Windoor Danmark og Kiwa Bygningsanalyse advarer mod høje ekstraregninger hvis man ignorerer asbest, PCB og bly

I alt for mange tilfælde bliver der ikke taget hånd om farligt affald i forbindelse med altanprojekter.

Det mener Per Lunding Sørensen, konsulent hos Windoor Danmark, der for nyligt landede en stor ordre på altaner ved E/F Frankrigshuse på Amager, hvor Kiwa Bygningsanalyse var med som rådgiver på projektet.

Før kontrakten blev underskrevet, blev der taget højde for risikoen for farligt affald, og det viste sig at være en rigtig god idé:

Altanernes rækværker indeholder nemlig gammel asbest, mens der var PCB- og blyholdig maling på altanernes såkaldte hulkehler, der sikrer overgangene mellem vandrette og lodrette flader.

- Jeg vil gerne slå et slag for, at foreninger, montører og rådgivere tager ansvar og skrider til handling. Farligt affald som asbest og PCB kan være til stor skade for mennesker og miljø, hvis ikke det bliver håndteret korrekt, siger Per Lunding Sørensen.

- Det sker desværre ofte, at der ikke bliver foretaget undersøgelser for farligt affald. Alle parter i projektet bliver nødt til at være opmærksomme på problemet - i stedet for at negligere det. Som det er i dag, er det simpelthen ikke godt nok, lyder det fra Per Lunding Sørensen.

Fatale konsekvenser
Han anbefaler, at bygherren ved starten af ethvert altanprojekt undersøger, om der er risiko for farligt affald:

- Hvis håndværkerne går ubeskyttet i flere dage og arbejder med farligt affald, kan det have store konsekvenser for deres helbred på længere sigt. Men det er ikke det eneste problem. Når nedrivningsaffaldet bagefter bliver deponeret på genbrugspladsen, kommer det ikke under farligt affald. Dermed får det også store konsekvenser for miljøet. påpeger Per Lunding Sørensen.

Hos Kiwa Bygningsanalyse, der rådgiver om farligt affald og miljøsaneringer, siger afdelingschef Martin Elling i en pressemeddelelse:

- Bygherrerne skal tage ansvar med hjælp fra rådgivere og altanmontører. Rent juridisk ligger ansvaret hos bygherrerne. Men det er vigtigt, at rådgiverne og altanmontørerne formår at komme med den rette rådgivning. Det er jo dem, der arbejder med det til hverdag. Hvis de ikke tager højde for farligt affald, gør alle parter noget ulovligt, siger han.

Martin Elling tilføjer, at det kan blive meget dyrt, hvis man ikke undersøger for farligt affald ved for eksempel større facaderenoveringer.

- Hvis en entreprenør senere i processen finder ud af, at der er skadelige stoffer, skal materialerne håndteres helt anderledes. Det kan medføre store ekstraregninger på byggesagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152