23948sdkhjf

RGS 90 samler nordiske selskaber

Miljøvirksomheden RGS 90 integrerer datterselskaber i det danske hovedselskab og ændrer samtidig navn til RGS Nordic

Virksomheden RGS 90 A/S, der beskæftiger sig med jordrensning, vandrensning og genbrug af byggematerialer, samler alle aktiviteter i ét selskab.

Det indebærer, at RGS’ datterselskaber i Norge og Sverige bliver integreret i hovedselskabet, der har domicil i København.

De norske og svenske forretninger fortsætter med særskilt ledelse og vil også aflægge selvstændige regnskaber. Men modsat tidligere indgår de nu i en RGS-koncern. Og aktiviteterne i de tre nordiske lande vil fremover blive koordineret mere overordnet.

Stærke på vand
Med sammenlægningen forventer RGS bedre at kunne udnytte kompetencer på tværs af landegrænser, fortæller adm. direktør Henrik Grand Petersen.

- I Danmark er vi eksempelvis rigtig stærke på vand, og de kompetencer kunne vi godt tænke os, at vores andre afdelinger - særligt Sverige - i højere grad kan benytte, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Direktøren fremhæver desuden, at der vil være massedriftsfordele ved at samle flere aktiviteter.

- Infrastruktur, it og økonomi bliver koordineret centralt, og det kommer til at frigive flere midler til investeringer, siger han.

Navneskift følger tiden
Samtidig med organisationsændringen skifter virksomheden navn til RGS Nordic. Det nye navn skal afspejle, at virksomheden i dag har sit fokus i Norden og ikke kun i Danmark.

- RGS 90 henviser til etableringsåret i Danmark, men det er ikke rigtig relevant for Norge og Sverige. Og så er der noget symbolsk ved "Nordic", som passer til vores værdier om bæredygtighed, som de nordiske lande er anerkendt for, siger Henrik Grand Petersen.

Organisationsændringen og navneskiftet kommer efter to års arbejde med at implementere en vækststrategi, der tager udgangspunkt i udvikling af løsninger inden for cirkulær økonomi.

- Den nye organisation er helt i tråd med vores strategi fra 2015. Et af punkterne i vores strategi er netop at sikre en bedre fælles nordisk platform, siger Henrik Grand Petersen, der fortsætter som adm. direktør i RGS Nordic.

Den nuværende strategi strækker sig til 2021 og indeholder et mål om en årlig vækst på otte til ti procent. RGS Nordic har mere end 35 behandlingsanlæg i Danmark, Sverige og Norge og beskæftiger cirka 230 ansatte i de tre nordiske lande.

Læs også:  RGS opjusterer forventninger

RGS Nordic
  • Har netop skiftet navn fra RGS 90 A/S (Råstof og Genanvendelsesselskabet af 1990)
  • RGS Nordic har over 35 behandlingsanlæg i Danmark, Sverige og Norge. Selskabet har afdelinger og behandlingsanlæg placeret ved større byer som København, Aalborg, Odense, Stockholm, Göteborg og Malmø
  • Senest har omfattende byggeaktivitet fået RGS Nordic til igangsætte investeringer i udvidelse af anlæg i Göteborg og Stockholm samt til at etablere et nyt behandlingsanlæg i Københavns Nordhavn
  • Virksomheden fokuserer i sin strategi frem mod 2021 på tre kerneområder: rensning af jord, genbrug af byggematerialer og rensning af forurenet industrispildevand

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097