23948sdkhjf

Vismænd åbner for mere udenlandsk arbejdskraft

Beskæftigede indvandrere i den høje ende af lønskalaen bidrager positivt til økonomien, og man bør derfor overveje at give dem nedslag i topskatten, mener DØR

Arbejdskraft fra udlandet kan bidrage til at afhjælpe midlertidig mangel på arbejdskraft og pres på lønningerne.

Det konkluderer Det Økonomiske Råd - de såkaldte vismænd - i sin seneste rapport.

De seneste 10 år har der været en markant stigning i indvandring af udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Men selv om indvandrere, der kommer i beskæftigelse, generelt bidrager positivt til både den økonomiske velstand og de offentlige finanser, så kan der være negative effekter på løn og beskæftigelse - især for de grupper på arbejdsmarkedet, der er i tættest konkurrence med den udenlandske arbejdskraft, konkluderer vismændene.

– Udenlandsk arbejdskraft bidrager generelt positivt til dansk økonomi. Det gælder især udlændinge, der finder beskæftigelse lidt oppe i lønfordelingen og dermed ikke konkurrerer direkte med ufaglærte danskere, siger overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet, Michael Svarer.

DØR opfordrer derfor til, at man overvejer at give udlændinge et nedslag i topskatten for eksempel de første fem år, de er i landet. Det vil gøre det mere attraktivt for højtkvalificeret arbejdskraft at søge arbejde i Danmark.

Toppen af flaskehalsen
Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen er tilfreds med DØR’s dokumentation for den udenlandske arbejdskrafts positive virkning for dansk økonomi, som han kalder vigtig og epokegørende.

– Der er meget klar dokumentation for, at udenlandsk arbejdskraft bidrager til vækst og velstand i en lille åben økonomi som den danske. Ikke mindst er det interessant, at internationale studier tyder på, at indvandring øger gennemsnitsindkomsten for den indfødte befolkning, siger han.

Lars Storr-Hansen henviser desuden til den dokumentation i rapporten, som viser, at udenlandsk arbejdskraft fra de nye EU-lande var med til at tage toppen af flaskehalsudfordringer og lønpres under den seneste højkonjunktur.

– Og vi er enige med DØR i, at den udenlandske arbejdskraft vil spille samme rolle fremadrettet, hvis der igen kommer pres på arbejdsmarkedet. Så langt øjet rækker, er der plads til og brug for både indenlandsk og udenlandsk arbejdskraft. Det gælder ikke mindst i byggeriet, siger han.

Pres på arbejdsmarkedet
Vismændene vurderer desuden, at væksten i år bliver lidt over to procent. Væksten understøttes af en forventet stigning i den strukturelle arbejdsstyrke i perioden frem imod 2025 på omkring 150.000 personer.

Samtidig er pengepolitikken lempelig, og der er derfor en risiko for, at den økonomiske udvikling kommer til at gå for stærkt, mener DØR.

– Finanspolitikken er i udgangspunktet passende, men det er risikabelt, hvis der i forbindelse med politiske forhandlinger bliver givet kortsigtede lempelser. Det vil øge presset på arbejdsmarkedet yderligere og samtidig bidrage til tiltagende boligprisstigninger. Vi mener derfor, at der er grund til at advare mod en lempelse af finanspolitikken på den korte bane, udtaler Michael Svarer i forbindelse med præsentationen af rapporten.

Om DØR
  • Formandskabet for De Økonomiske Råd leverer uafhængige analyser af dansk økonomi. Analyserne fungerer som et indspark i beslutningsgrundlaget for den økonomiske politik
  • De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd. De to råd ledes af et fælles formandskab, der i daglig tale ofte kaldes ”de økonomiske vismænd”
  • Den seneste vismandsrapport er udarbejdet af De Økonomiske Råds formandskab til mødet i Det Økonomiske Råd den 30. maj 2017
  • Det Økonomiske Råds formandskab består af Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Carl-Johan Dalgaard, professor ved
  • Københavns Universitet, Lars Gårn Hansen, professor ved Institut for
  • Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet og Torben Tranæs, forskningsdirektør og professor ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Det skriver DØR
Om dansk økonomi:
”Der er udsigt til, at væksten i år bliver lidt over 2 procent, og også i de kommende år ventes en vækst i omegnen af 2 procent. Væksten understøttes af en forventet stigning i den strukturelle arbejdsstyrke i perioden frem imod 2025 på omkring 150.000 personer.”

Om boligskatter:
”Boligaftalen medfører imidlertid, at den effektive ejendomsværdiskat fastlåses på et niveau omkring 0,45 procent af ejendomsvurderingen, hvilket er et godt stykke under det niveau, der vil sikre en ensartet beskatningen i forhold til andre typer af kapitalindkomst.”

Om underskudsgrænsen:
”Underskuddet på de offentlige finanser ventes at blive reduceret i de kommende år. Der er udsigt til et overskud på knap 0,5 procent af BNP i 2025.”

Om udenlandsk arbejdskraft:
”Generelt bidrager indvandrere, der kommer i beskæftigelse, positivt til både den økonomiske velstand og de offentlige finanser. Arbejdskraft fra udlandet kan endvidere bidrage til at afhjælpe midlertidig mangel på arbejdskraft og deraf afledt pres på lønningerne.”
Kilde: DØR
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172