23948sdkhjf

Det gamle elefanttempel dømt til døden

Arkitektens efterkommere har kæmpet imod nedrivningen, men nu forsvinder Zoos ikoniske elefanthus. En renovering var blevet for dyr - og der skal være plads til nye pandaer

NEDRIVNING - Du får mig ikke til at sige noget grimt om bygningen, for den er flot, men den er også meget forfalden. Det ville være en kæmpeopgave at renovere den.

Sådan siger Jan E. Jørgensen (V), som er formand for by- og miljøudvalget på Frederiksberg, til DR. Bygningen, han taler om, er det ikoniske elefanthus i Københavns Zoo, hvis dage er talte.

Det stod klart sent mandag, da et flertal i udvalget stemte ja til at rive den mere end 100 år gamle bygning ned.

Dermed forsvinder et af Zoologisk Haves mest kendte vartegn, tegnet af arkitekten P.A. Rosenkilde Gram, og bygget i 1914.

Det sker for at skabe plads til de pandaer, der er på vej til haven, en plan som blandt andre arkitektvirksomhederne BIG og Schønnherr skal realisere over de kommende år.

Høj bevaringsværdi, men..
Kun Enhedslisten stemte imod. Både Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Liberal Alliance og Radikale Venstre stemte for indstillingen fra forvaltningen.

Sagen har været i høring, da bygningen har en høj bevaringsværdi og der er kommet 30 kritiske høringssvar. Blandt andre har arkitektens efterkommere kæmpet imod nedrivningen.

Men nu er det altså en realitet. Nedrivningskuglen får ram på elefanthuset, hvilket Liberal Alliances Laura Lindahl er begejstret for:

- Vi hylder, at man tænker og udvikler nyt, og at vi ser åbent på de muligheder, der er i Zoologisk Have. Og at man gør alt, hvad man kan, for at gøre det til en attraktion. Der er ikke noget, der er for helligt for os, hvis de nye ideer er mere visionære, siger hun til TV2 Lorry.

Det er ni år siden, det gamle elefanthus var i brug, og Københavns Zoo har vurderet, at det vil koste et trecifret millionbeløb, hvis det skal restaureres og moderniseres til en stand, hvor der igen kan bo dyr.

Fra træhus til palæ

Det første elefanthus i træ fra 1878 blev erstattet af det tempelagtige elefanthus fra 1914, der nu skal rives ned

Arkitekten var P.A. Rosenkilde Gram, og elefanthuset blev en del af kulturarven for de fleste københavnere og besøgende. Men som hjem for havens største dyr var det blevet utidssvarende.

Et nyt, tegnet af den verdenskendte arkitekt Norman Foster, blev bygget og stod klart 2008.
Det betød, at elefanterne nu har et udeareal på knap 3.500 kvm.
Kilde: Københavns Zoo/Wikipedia

Mere plads til dyrene

Over de seneste 20-30 år har Københavns Zoo søgt at skaffe mere plads til de fleste store dyr:
I begyndelsen af 1980'erne blev det nye tigeranlæg indviet
På Savannen findes girafferne, som flyttede til den afrikanske afdeling, da Det ny Girafhus med frianlæg og en oplevelsessti stod færdigt i 2001.
I 2013 fulgte åbningen af Den Arktiske Ring, hvor isbjørnene og sælerne flyttede ind
Et nyt panda-anlæg ventes færdigt i løbet af et par år. Det bliver Bjarke Ingels' tegnestue, BIG, og landskabsarkitekterne Schønherr, der kommer til at stå for projekteringen.
Den ældste bygning, der stadig benyttes, blev opført i 1873 som stald til yakokser. I dag bruges bygningen til kameler.
Kilde: Københavns Zoo/Wikipedia

Læs mere om: Zoo
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097