23948sdkhjf

Borgmester meldt for udbuds-fifleri

Medlem af byråd har meldt Knud Kristensen (K) for at bryde lov ved at lade sit firma få offentlige opgaver under forkerte forudsætninger

Et halvt års turbulens omkring Vesthimmerlands borgmesters habilitet i forhold til kommunens bygge- og anlægsopgaver, fører nu til en politianmeldelse for at bryde udbudsloven.

Det er Annette Vahlgreen (UP) der står bag anmeldelsen, og den henfører til flere sager, som økonomiudvalgets flertal har kritiseret Knud Kristensen for.

- Det har været et stort spring for mig at lave sådan en anmeldelse. Men nu kan det være nok med ham. Det kan ikke blive ved. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var at se borgmesteren i en artikel tale om det fantastiske samarbejde, han har med partierne i byrådet. Det er vist kun ham og den konservative gruppe, der kan se det, siger Annette Vahlgreen.

Arbejde uden udbud
Anmeldelsen gælder blandt andet en renovering af skulpturen Ædeltårnet, som firmaet Hornum Murer- og Entreprenørforretning fik i 2011, uden at arbejdet havde været i udbud først. Arbejdet var budgetteret til at koste 300.000 kroner, men endte med at koste 700.000 kroner.

I anmeldelsen nævnes også de såkaldte håndværkerlister, som viser, hvilke firmaer der over en årrække har arbejdet mest for kommunen. Her var Knud Kristensens firma i top.
Listerne kom frem efter en anmodning om aktindsigt fra NORDJYSKE.

Anmeldt af borgmester
I efteråret blev Annette Vahlgreen selv politianmeldt for bagvaskelse af borgmesteren for at have beskyldt ham for at lyve. Det har Annette Vahlgreen benægtet, men hun har erkendt, at hun har beskyldt ham for at tale usandt.

Sagen fik et samlet økonomiudvalg - uden om borgmesteren - til i et læserbrev direkte at beskylde Knud Kristensen for at lyve. Det førte dog ikke til et sagsanlæg, og nogle uger efter trak Knud Kristensen anmeldelsen tilbage.

Annette Vahlgreen overvejer også at anmelde flere andre af de forhold, som økonomudvalget har kritiseret, fortæller hun.

Borgmester afviser sag
Knud Kristensen synes bestemt ikke, at anmeldelsen er berettiget:
- Det, som hun antyder der, det er noget, der kun findes i Annette Vahlgreens verden. Så lad det blive der, siger Knud Kristensen, og ønsker ikke at kommentere anmeldelsen yderligere.

Han henviser dog til et notat fra forvaltningen om diverse sager om firmaet og ham, der har været nævnt siden september. Det frikender ham i alle sagerne, forklarer han.
Notatet blev udarbejdet på foranledning af medlem i økonomiudvalget, Palle Jensen (S). Han oplever dog ikke udvalgets svar som en frifindelse:

- Vi er jo ikke dommere i økonomiudvalget. Vi har taget notatet til efterretning, det er ikke det samme, lyder Palle Jensens opfattelse.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094