23948sdkhjf

Aarsleff nedjusterer sine forventninger

Grønlandske projekter og problemer med jernbaneprojekt betyder lavere indtjening for landets største entreprenørvirksomhed

Aarsleff-koncernen har udsigt til lavere indtjening i indeværende regnskabsår 2016/2017.

I en fondsbørsmeddelelse forud for Aarsleffs offentliggørelse af halvårsresultatet oplyser landets største entreprenørvirksomhed, at driftsresultatet i første halvår af regnskabsåret bliver på 110 mio. kroner mod 182 mio. kroner i samme periode sidste år.

Det betyder, at Aarsleff nu nedskriver forventningerne til driftsresultatet for hele året fra tidligere udmeldt 430 mio. kroner til nu 375 mio. kroner.

Nedgangen skyldes primært enkelte projekter i Grønland, problemer på elektrificeringen af jernbanen samt dårlige resultater i to datterselskaber.

- Resultatet er i Anlæg & Byggeri-segmentet påvirket af nedskrivninger i andet kvartal af regnskabsåret på enkeltstående projekter i Thule og Nuuk i Grønland, nedskrivninger på større projekter i Wicotec Kirkebjerg A/S samt negativ udvikling i forbindelse med udførelse af første etape af projektet for elektrificering af det danske jernbanenet, grundet planlægningsmæssige hindringer, herunder sporspærringer. Resultatet i Hansson & Knudsen A/S er desuden væsentligt lavere end forventet, skriver Aarsleff i fondsbørsmeddelelsen.

Funderingsaktiviteterne er desuden påvirket af lavere aktivitet i Danmark og udsættelse af projekter i Polen, mens aktiviteterne inden for rørteknik går bedre end forventet.

Oplever positive muligheder
Derfor nedskriver Aarsleff nu forventningerne til driftsresultatet for hele året fra tidligere udmeldt 430 mio. kroner til nu 375 mio. kroner. Og der er ikke udsigt til, at en højere indtjening i de sidste seks måneder vil kunne redde året.

- En forventning om en højere indtjening i anden halvdel af regnskabsåret end sidste regnskabsår kan ikke opveje effekten af nedskrivningerne på enkeltstående projekter i første halvår af regnskabsåret, oplyser Aarsleff, der noterer, at entreprenøren generelt oplever positive muligheder inden for alle tre segmenter, virksomheden opererer i: anlæg og byggeri, fundering samt rørteknik.

Entreprenøren forventer, at omsætningen vokser som hidtil udmeldt med fem procent i forhold til 2015/2016, hvor entreprenørkoncernen havde en omsætning på 10,4 mia. kroner.

Aarsleff offentliggør halvårsregnskabet den 22. maj.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113