Hi-Cons indtjening bliver ved med at stige
I 2008 fik Hi-Con A/S nye ejere og en helt ny fabrik – alt sammen for at danne grundlag for en langsigtet vækst.
De første år herefter gav underskud. Men siden 2012 har den nordjyske producent af højstyrkebeton skabt overskud, og i 2016 voksede indtjeningen til nye højder.
30 blev til 8 - og 8 blev til 60 Det blev startskuddet til transformationen til en vidensvirksomhed med ansættelse af 12 akademikere: civilingeniører, arkitekter, en cand. merc. samt ph.d.’ere, der samarbejder tæt med de faglærte og ufaglærte specialister i produktionen. Virksomheden har i dag 60 ansatte, og den succesfulde satsning på viden blev tilbage i november belønnet med Akademikerprisen 2016. Læs artiklen her: |
Således steg resultatet før skat fra 10,7 til 12,9 mio. kroner i den nordjyske virksomhed, hvor adm. direktør Peter Vendelin Olesen fremhæver produktudvikling og eksport som to væsentlige årsager til udviklingen:
- Vi har siden 2010 sagt, at vi vil prøve at bruge 30 pct. af vores ressourcer på produktudvikling. Det har vi arbejdet loyalt efter siden, og det begynder vi at se nogle resultater af nu, siger han ifølge nyhedsmediet Finans til Ritzau Finans.
For fire år siden havde Hi-Con slet ingen eksport. Men i dag henter virksomheden godt halvdelen af sin omsætning i lande som Norge, Sverige, Finland, Holland og Belgien.
Peter Vendelin Olesen betragter efterhånden hele Nordeuropa som sit hjemmemarked og vil ikke være overrasket, hvis eksporten om et par år udgør omkring 90 procent af Hi-Cons omsætning.
Hi-Con udvidede sin produktion i 2015, men med den aktuelle vækst er ledelsen allerede begyndt at kigge på mulighederne for at udvide igen.
Hi-Con er specialiseret i højstyrkebeton, som anvendes til produktion af trapper, altaner, broer og facadeelementer. Fabrikken og domicilet ligger i Hjallerup, godt 20 km. nord for Aalborg. Hertil kommer selskabet Hi-Con Netherland B.V. i joint venture med hollandske Bruil samt salgskontorer i en række nordeuropæiske lande.
mio. kr. | 2016 | 2015 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 44,3 | 36,2 |
Resultat af primær drift | 12,5 | 10,0 |
Resultat før skat | 12,9 | 10,7 |
Årets resultat | 10,2 | 8,5 |
Balancesum | 46,6 | 40,9 |
Egenkapital | 16,2 | 13,7 |
Antal ansatte | 54 | 47 |
Regnskabsåret er afsluttet pr. 31 december. |