23948sdkhjf

Nedriver har sat gang i stor renovering

I boligkvarteret Korsløkkeparken i Odense - også kendt som "kilometerhusene" - skaber Kingo plads til nye lejligheder

For godt 50 år siden var Korsløkkeparken, som er ejet af Fyns Almennyttige Boligselskab, et moderne boligområde.

I dag har tiden sat sit præg på de langstrakte og ensartede huse, som nu fremstår nedslidte og gammeldags. Boligområdet, som kun ligger tre km fra Odense centrum, huser omkring 2.400 beboere med 68 forskellige nationaliteter fordelt i 1.200 boliger.

Boligforeningen har igangsat en ny boligsocial helhedsplan, som løber frem til december 2018. Sideløbende planen har Fyns Almennyttige Boligselskab startet en omfattende renovering af de ydre rammer, som skal være med til at løfte området, med en samlet anlægssum på 1,5 mia. kroner.

- Korsløkken skal være et fremtidssikret og velfungerende alment boligområde. Vi arbejder både med de fysiske rammer og med det boligsociale for at løfte området. Målet er, at Korsløkkens beboere får nogle attraktive tidssvarende boliger, hvilket ikke alene kommer de nuværende beboere til gavn, men betyder også, at flere ressourcestærke borgere på sigt vil flytte til Korsløkken. Der er allerede stor efterspørgsel til de nye boliger, men vi vil nok først se effekten af indsatsen om et år eller to, fortæller Henrik Max Rasmussen, der er projektchef i Fyns Almennyttige Boligselskab i en pressemeddelelse.

Lært af erfaringer
Renoveringen af Korsløkkeparken startede i 2014, hvor fire afdelinger frem til 2020 skal gennemgå en massiv forandring. En anden afdeling bestående af 384 boliger blev færdig ved årsskiftet.

- Resultatet er rigtig godt, og beboerne er vildt begejstrede. Vi har dog haft nogle økonomiske udfordringer med ekstraregninger for blandt andet miljøsaneringsarbejde. Det skyldtes, at miljøundersøgelserne ikke var tilstrækkelige. Vi har lært af vores erfaring, og der er derfor ikke opstået ekstrakrav på den nuværende etape, siger Henrik Max Rasmussen.

Indvendig nedbrydning
Nedrivningsvirksomheden Kingo vil frem til 2018 stå for renoveringen af afdeling 34. Renoveringen omhandler hus 34.1 - 34.5, som består af 276 lejligheder fordelt på to femetagers huse og tre toetages huse.

Under renoveringsarbejdet udfører Kingo miljøsanering og indvendig nedbrydning, hvor de fem boligblokke bliver skraldet helt ind til benet. Også tagene, som indeholder asbest, bliver fjernet. Nedbrydningsvirksomheden er allerede færdig med blok 32.2, hvor de første beboere er ved at flytte ind.

- Alt går efter planen. Hver 14. dag går vi i gang med en ny opgang, så det går slag i slag, fortæller René Frederiksen, som har været entrepriseleder hos Kingo i 14 år.

Det store fornyelsesprojekt af Korsløkkeparken omfatter renovering, modernisering, tilgængelighed og miljøarbejde som er opdelt i fire etaper. Herunder skal der etableres nye elevatorer, altaner og ombygning af lejligheder og udearealer. Beboerne får også et fælleshus, som skal give plads til det sociale liv i området og skabe fællesskab mellem generationer og kulturer.

Mens Kingo står for nedrivningen er C&W Arkitekter A/S og Archidea A/S arkitekter på byggesagen, hvor Rambøll A/S er totalrådgiver.

5E-byg er hovedentreprenør på første etape, hvor de to øvrige etaper er udbudt som fagentrepriser.
brahe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094